Med en Hero i hånden

iPhone-feberen smittede mig ikke, men nu har jeg kigget ind i den top- moderne mobilverden via en HTC-mobil, og der er mest godt at skue.

En kniv, en skruetrækker og en læbepomade. Det er alt den nye generation af mobiler mangler for at være den mest omfattende alt-i-et hjælper nogensinde på ingen plads. Hver dag bringer tilmed sin nye ekstra funktion til mobiler som Apples iPhone og HTCs Hero i form af software til download - nogle til nytte, nogle til spas.

»Jeg har blandt andet downloadet et kompas og Google Skymap, der gør det muligt for mig let at identificere stjernerne, hvor jeg end er,« fortæller den 22-årige Søren Hugger Møller, der studerer informatik på Aalborg Universitet. Han har også en applikation – et program – der kan publicere mobilens videooptagelser straks på nettet, og i den spøjse ende kan han ryste mobilen, når han vil opdatere indhold på Facebook.

Den 20-årige nanotech-studerende ved Københavns Universitet, Lan Thuy Pham, fortæller mig, at hun blandt andet har downloadet et bedre alarm-ur og en bedre lommeregner, end de »medfødte«, og så en »lommelygte«. Hun peger på en softwarebaseret stregkodelæser, når det gælder fremtidsperspektiver, men her og nu er hun også meget glad for mobilen som »dongle« til den bærbare PC. Hun sparer et bredsbåndsabonnement ved at gå via mobilen på nettet.

De to unge studerende har begge valgt en HTC Hero, der er lidt billigere end Apples iPhone, men som er ret lig med en stor trykfølsom skærm. Jeg selv, der aldrig blev smittet af iPhone-feberen, har også fået fingrene i den hvide slanke Hero og et 3-abonnement for omsider at få dannet mig et billede af den verden. Det ville dog ikke blive fuldstændigt uden de unge stemmer, da deres nysgerrighed rækker langt ind under »motorhjelmen«.

Mail med et snuptag
Jeg kommer fra en mobil, hvor jeg fravalgte at få mails, og hvor jeg havde fuldt knap-tastatur (den oldgamle Palm Treo 600). Da jeg får færre, men mere målrettede mails nu, vil jeg gerne kunne tjekke dem på farten, og opkoblingen til min mailtjeneste, Googles Gmail, skete blot ved at indtaste brugernavn og password i den indbyggede Gmail-applikation, og – vupti – var også hele adresseregistret på plads.
Enkelheden i at gå på Gmail blev illustrativ for Hero’en. Jeg havde printet den første brugermanual, jeg fandt, men den passede mig så dårligt, at jeg i stedet blot prøvede mig frem, og kun sjældent forgæves. Det var for eksempel helt problemløst at koble mig på det trådløse net i mit sommerhus. Mobilen teede sig blot som en almindelig bærbar og anmodede om at få sikkerhedskoden indtastet. Til gengæld fik jeg problemer med det trådløse net i hjemmet, men Søren Hugger Møller fortæller, at der er problemer med visse routere, og at der er udveje.
Men hvordan er det så at være med på det allernyeste, for en, der ikke har savnet det? Det er faktisk rart at kunne tjekke mails, Twitter, nyheder etc., når S-toget snegler sig af sted grundet signalproblemer. Men det betyder også, at de skæve, ofte problemløsende tanker, der melder sig, når man har en fri stund, må vige.
I andre sammenhæng er det rigtig rart ikke først at skulle vække sin PC til livs, når der lige er noget, der skal tjekkes. En mail fra X om Y sendt for nogen tid siden? En let søgning. Der er dog funktioner, som kunne ligge tættere på intuitiv brug, men man får jo lært sig omvejen.

Luksusbetjening
For mig var noget af det mest luksuriøse ved Hero-oplevelsen, hvorledes man blot stryger med fingeren hen over skærmen, når man vil scrolle lodret og vandret.

Minusser? Det allerstørste for mig er skærmtastaturet. Jeg er vant til trykfølsom skærm fra Palm Treoen, men det er præcisionstryk med enten negl eller minigriffel, og selve indtastningen sker let via det fulde tastatur. På Hero’ens skærm skal der et fingertryk til, og jeg har brugt slettetasten alt for flittigt, fordi jeg ikke rammer præcist nok. Det problem havde ingen af de to unge studerende imidlertid, da indlæringsfasen var ovre.

Udover prisen var der endnu en bevæggrund for Søren Hugger Møller og Lan Thuy Pham for at vælge Hero’en frem for den tilbedte iPhone: De tror på, at der bliver flere muligheder med Hero’en. HTC har nemlig valgt at bruge Google-styresystemet Android i sin Hero – Android er et Linux-baseret styresystem, åben for brug af enhver mobilproducent. Apple holder sig til sit eget styresystem, ligesom selskabet bestemmer enevældigt, hvilke applikationer fra andre softwareudviklere, der udbydes via Apples App Store. I Android-verdenen er butikken, Android.com/market, åben for alle leverandører.

Tiden vil vise, om softwareudviklere med onde hensigter får held med at misbruge den åbenhed. Men som Søren Hugger Møller påpeger, er det største problem foreløbig, at vi i Danmark endnu kun har adgang til at downloade de gratis applikationer. Nok er der mange gode, men der er også perler blandt de betalbare.

Læs Dorte Tofts Blog her

 



Markedet lige nu