Kreditorer vil alligevel ikke med i oprydningen efter IT Factory. (Opdateret kl. 10.42)
22. december 2008, 10:25 – opdateret 22. december 2008, 10:30
IT Factorys kurator fortsætter alene den gigantiske oprydning efter det krakkede selskab.
På et møde i Sø- og Handelsretten i København mandag formiddag frafaldt advokat Jan Bech fra advokatfirmaet Lett i Århus sin anmodning om at få oprettet et såkaldt kreditorudvalg, hvor de, der har penge ude at svømme, får mulighed for at stille med de folk, som de ønsker med til at grave videre i den stadig mere spegede sag.
Jan Bech var ikke selv mødt op men havde meddelt kurator, advokat Boris Frederiksen, at han frafaldt ønsket. Jan Bech repræsenterer et ukendt antal firmaer, der på forskellig vis har tabt penge i den fængslede direktør Stein Baggers leasingkarrusel.
Mødet blev holdt klokken 10, efter at Jan Bech 8. december bad om at få kreditorudvalget nedsat.
Boris Frederiksen selv ser to muligheder for, at ønsket nu frafaldes:
»Der er vel to begrundelser: Den ene er, at han vel har tillid til det arbejde, jeg laver. Den anden er, at der ikke har været generel opbakning til at nedsætte et kreditorudvalg blandt leasingselskaberne,« siger han til Business.dk
Der skal være et minimum på en tredjedel af kreditorerne, som ønsker det, før der kan nedsættes et sådant udvalg. Det har der ikke været i denne sag.
Når det ikke er nedsat, kan vi så være sikre på, at du varetager alle investorernes interesser?
»Ja, jeg har en forpligtelse til at varetage alle investorernes interesser, også i de tilfælde, hvor der måtte være modstridende holdninger,« siger Boris Frederiksen.
Et kreditorudvalg er et konsulterende organ, hvor kurator kan mødes med kreditorer og høre dem om, hvordan de stiller sig til bestemte spørgsmål.
»Men man kan også løbende mødes mere uformelt med kreditorerne og dermed alligevel have en løbende dialog med dem,« understreger advokaten.






























































