Kun halvdelen af de medarbejdere, der har fået en computer, en internetforbindelse eller fri telefon stillet til rådighed af deres arbejdsgiver, betaler den omstridte multimedieskat.
20. marts 2010, 11:03
Det viser en undersøgelse blandt 1.070 danskere, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen. Ser man alene på dem, der rent faktisk har tilbud om et multimedie, svarer under halvdelen, at de uden videre har beholdt deres multimedie og nu betaler multimedieskat.
Til sammenligning er der næsten lige så mange, der på den ene eller anden måde snor sig uden om. Otte procent svarer således, at de simpelthen har afleveret computeren eller telefonen tilbage til arbejdsgiveren, mens 17 procent har underskrevet en erklæring om, at de ikke vil brug mediet privat.
Dertil kommer 11 procent, som siger, at de har valgt en anden løsning. Det kan blandt andet dække over, at de lader deres multimedie blive liggende på arbejdspladsen, når de tager hjem.
Skatteminister Troels Lund Poulsen fra Venstre er imidlertid godt tilfreds med resultatet af undersøgelsen. Han hæfter sig ved, at kun otte procent af de adspurgte direkte har afleveret deres multimedie tilbage til arbejdsgiveren.
- Op til lovens ikrafttræden hævdede mange, at folk ville aflevere deres multimedie tilbage. At kun otte procent rent faktisk har gjort det, ser jeg som et bevis på, at multimedieskatten slet ikke er så forhadt, som nogen ville gøre den til. Det viser, at folk indretter sig, siger skatteministeren til Søndagsavisen.
Han peger også på, at det ikke mindst var arbejdsgiverorganisationerne, der beklagede sig over skatten. De hævdede, at skatten ville gå ud over produktionen, hvis folk i stort antal fravalgte vigtige multimedier for at slippe for skatten.
- Vi kan nu se, at kun fem procent får udgiften kompenseret af deres arbejdsgiver. Det ser jeg som et tegn på, at de mange skrækscenarier ikke holdt vand, siger Troels Lund Poulsen.
En af de arbejdsgiverorganisationer, der var ude med riven, var Danske Erhverv. Her fastholder skattepolitisk chef, Bo Sandberg, at der er tale om en uhensigtsmæssig skat.
- Normalt beskatter man ting, som man vil have, at folk bruger mindre af - for eksempel tobak. Med multimedieskatten beskatter man vidensamfund og mobilitet, siger Bo Sandberg.
Han fastholder også, at skatten fører til store omkostninger for både samfund, lønmodtagere og arbejdsgivere.
- Men ser man helt bort fra økonomien, ser vi et selvstændigt problem i, at alle de kontrolforanstaltninger, som regeringen har pålagt os, er med til at skabe mistillid mellem arbejdsgivere og medarbejdere, siger Bo Sandberg.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten