Kommuner: Umuligt at give en pris

De danske kommuner tør ikke sætte tal på, hvad måtte koste, hvis alle offentlige dokumenter kun skal gemmes i et format. Norges fravalg af Microsoft-format havde kun »meget begrænsede« omkostninger.

Selvfølgelig vil det koste nogle penge, når politikerne formodentlig fredag beslutter, i hvilke computerformater breve, rapporter, lister og andre dokumenter fremover skal gemmes. Men kommunerne kan ikke sætte beløb på det.

Den besked har Folketingets IT-ordførere fået fra Kommunernes Landsforening (KL) op til, at ordførerne fredag formiddag skal afgøre, hvad der fremover bliver gældende, efter at en prøveperiode på over halvandet år nu er udløbet. To dokumentformater er i spil - ODF, som bl.a. bruges i den gratis kontorpakke OpenOffice, og det Microsoft-udviklede OOXML. Et enigt Folketing besluttede i 2006 at indføre åbne IT-standarder i det offentlige fra 2008, så det offentlige, borgere og virksomheder ikke behøver at tage hensyn til bestemte leverandører eller softwareprogrammer, når de skal kommunikere sammen.

Behov for pres

Kommunerne så gerne, at der kun blev et format fremover.

»Vi er blevet bedt om at vurdere, om det vil have økonomiske konsekvenser, hvis der træffes et valg af én dokumentstandard nu. Markedet er jo endnu et godt stykke fra en markedsstandard, så, ja, det vil formentlig have nogle omkostninger for kommunerne, uden at vi er i stand til at give tal på, hvad det er. Vi ønsker selvfølgelig, at vi inden for overskuelig fremtid lander på at have én åben dokumentstandard, men vi synes ikke, at de danske kommuner skal bære omkostningerne ved den internationale sag, som dette i høj grad er. Men forhåbentlig bliver vort pres frem mod én åben standard hjulpet godt på vej af de internationale standardiseringsorganisationer. Der er i hvert fald behov for at fastholde presset på at opnå én åben standard, selv om tiden ikke er moden til det nu,« siger Ghita Thiesen, centerchef for KLs center for IT-arkitektur og arbejdsgange.

Norge fravalgte Microsoft

Norge besluttede i juli i år, at offentlige dokumenter publiceres på nettet i enten PDF- eller ODF-format men altså ikke Microsoft-formatet.

»Vi gennemførte en offentlig høring, hvor også kommunerne blev hørt, og hvor man bl.a. spurgte til, om der var omkostninger forbundet med beslutningen. Svaret var, at der kun var tale om relativt små økonomiske omkostninger, og det gav ingen særlig modstand blandt de virksomheder (institutioner og myndigheder, red.), der er omfattet, selv om vi havde en vis offentlig debat med Microsoft,« siger Jørund Leknes, politisk rådgiver for den netop afgåede norske IT-minister, Heidi Grande Røys, til Business.dk.

Af den rød-grønne regerings høringsnotat fremgår, at »offentlige virksomheder i en vis udstrækning må tage værktøjer i brug for at konvertere dokumenter til de foreskrevne formater. Sådanne værktøjer er gratis tilgængelige og vurderes at fungere tilstrækkeligt godt.«

»De økonomiske konsekvenser af forslaget er udredet og viser, at omkostningerne, som påløber, er meget begrænsede, nemlig i størrelsesordenen totalt 9 mill. kroner over en femårspeeriode for hele den administrative del af den offentlige sektor. Omkostningerne for den mere operative del af den offentlige sektor, som skoler og sundhedsvæsen, antages at være tilsvarende,« hedder det med fremhævelse af, at omkostningerne især vil gå til ekstraarbejde samt oplæring af medarbejdere.

Lang liste med rettelser

Det er endnu ikke besluttet, hvilket dokumentformat den offentlige sektor i Norge skal bruge internt. Men i beslutningen ligger, at Microsofts OpenXML kan komme på tale, når det faktisk er færdigt efter ISO-standarden og i brug.

Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) har forhåndsgodkendt Microsoft-formatet men har givet Microsoft en lang liste med rettelser med hjem. Disse skal ryddes af vejen først. Det ISO-godkendte format er derfor ikke i brug noget sted i verden i dag.

 



Markedet lige nu