Kommer Apple med et nyt killer-produkt i aften?

I aften, dansk tid, vil Apple lancere et nyt produkt, som ingen ved, hvad er, men som alle taler om. Lever det op til forventningerne, kan det vende op og ned på medie- og forlagsbranchen.

Det syder og bobler af forventning op til den pressekonference, som elektronikgiganten Apple i aften, dansk tid, har indkaldt til. Her ventes Apples CEO, Steve Jobs, nemlig langt om længe at lancere Apples bud på en hypermobil og hyperanvendelig Mac-computer, der blot består af en flad, trykfølsom skærm på ti tommer og ikke ret meget andet. Med andre ord en maskine, der umiddelbart minder om en forstørret iPhone, og som er målrettet til dem, der ikke gider slæbe rundt på en bærbar computer, men som alligevel gerne vil bruge alle de digitale tilbud, der efterhånden findes på nettet.

Rygterne om den den såkaldte Tavle-Mac har svirret i årevis, og når forventningerne er skruet så højt op skyldes det til dels, at Apple har for vane at revolutionere de markeder, selskabet går ind i. Og fordi Apples Tavle-PC forventes at være designet til læsning af elektroniske bøger, aviser og magasiner, er der mange, der krydser fingre for, at det også sker denne gang.

Markedet for trykte medier har nemlig længe været under voldsomt pres, særligt i USA, og udgiverne har famlet rundt efter nye forretningsmodeller, der kan redde medierne. En sådan kan Apple være på vej med, hvis selskabet får held med sin Tavle-Mac, og samtidig åbner op for salg af bøger og digitale aviser i sin online iTunes-butik.

Elektronisk udgivelse

Udviklingen har allerede været undervejs et stykke tid. Dels er de mest avancerede mobiltelefoner efterhånden mere computere, end de er telefoner, og dels har adskillige producenter presset på at for at forbrugerne til at købe e-bøger og e-bog-læsere som Amazons Kindle. Fordelen er, at aviserne, magasiner og forlag kan udkomme elektronisk via mobilnettet til disse enheder og dermed spare de voldsomme omkostninger, der er forbundet med tryk og distribution.

Det kan redde branchen fra kollaps, og samtidig gøre det langt billigere for medieforbrugerne. Men det kan også betyde begyndelsen til enden for gratis, journalistisk indhold på internettet.

Rekordstort resultat

Skal man tro rygterne, vil Apples iSlate - som den måske kommer til at hedde - faktisk blot være en ny slags iPhone bare uden telefon-delen - og med en række nye funktioner.

Som så ofte før, ligger koden til succes i indholdet, og her har Apple før gjort det, som ingen andre kunne. Da selskabet opfandt musikafspilleren iPod, fulgte musikbutikken iTunes efter, og den er siden blevet verdens største forhandler af digital musik.

På iPhonen opfandt Apple noget tilsvarende - nemlig en indbygget software-butik, hvor kunderne direkte på telefonen kan købe og hente små programmer som spil, vejrudsigter og sociale netværk. Det er siden blevet kopieret af stort set alle andre mobilproducenter.

Successen med iPhone, iPod og Mac-computerne afspejler sig også i regnskabet, hvor Apple i denne uge fremlagde endnu et rekordstort kvartalsresultat: 15,6 milliarder dollar i omsætning og et overskud på 3,37 mia. dollar. Det er en stigning på halvtreds procent i forhold til året før, og selskabet fordoblede i den periode salget af iPhones. Resulatet er det bedste i selskabets historie.

 



Markedet lige nu