Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Koden til TDC Play knækket

De musikfiler, som brugere af TDC’s nyeste tiltag Play kan hente ned på computer og mobiltelefon, er ikke længere sikre. De kan nu let låses op af programmer fra Internettet og bruges efter forgodtbefindende.

Så længe der har eksisteret låse, har der været folk, som har forsøgt at bryde dem op. Det må TDC nu sande med deres nyeste satsning TDC Play. Der skal således ikke mere til end en enkelt søgning på Google, før man får instruktioner i, hvordan man sniger sig uden om kopibeskyttelsen på musikfilerne fra TDC Play.

Nyheden kommer oven på den kæmpe succes, TDC har haft med konceptet siden 1. april, hvor ikke mindre end 1,4 millioner singler og 440.000 album er blevet downloadet gennem Play.

Musikfilerne er kopibeskyttede i form af et såkaldt DRM-format (Digital Rights Management), som betyder, at musikken kun kan afspilles på den computer eller mobiltelefon, man har hentet det til. Men kopibeskyttelsen rækker ikke langt.

Berlingske Business har således uden besvær fundet programmer på Internettet, der kan bruges til at omgå kopibeskyttelsen med.

Det gør det muligt for familien Andersens IT-kyndige teenagesøn at hente Madonnas seneste album ned på computeren og dele kopier ud til klassekammeraterne - uden at anskaffelsen af filerne ser ulovlig ud.

Et andet scenarie er TDC Play-brugeren, der vælger at opsige sit abonnement. Det vil normalt føre til, at han mister al den musik, han har hentet gennem Play, men hvis han har låst musikfilerne op inden opsigelsen, vil han kunne beholde alle sine albums og sange.

Mest sikre løsning

Det kommer ikke som et chok for marketingsdirektør i IFPI (pladeselskabernes brancheorganisation, red.), Jesper Bay, at det allerede er muligt at knække koden på musikfilerne fra TDC Play.

Han mener ikke, at konceptet adskiller sig fra andre produkter på Internettet, hvor musikken bliver gjort tilgængelig for forbrugeren – både lovligt og ulovligt. Han påpeger dog, at folk ikke kan være i tvivl om, at de begår noget ulovligt, hvis de går på Internettet og henter et program for at låse filen op:

»Hvis folk vælger at hente et program på Internettet for at låse musikfilerne op, så ved de også, at de begår en ulovlig handling, som de må stå til ansvar for. Men vi tror, at de fleste mennesker gerne vil være lovlydige og blot benytte TDC Play til at få mere ud af deres abonnement.

Jesper Bjerre, markedsdirektør i TDC Privat, siger, at TDC og tredive pladeselskaber i fællesskab har fundet frem til, at DRM-beskyttelsen er den mest sikre på markedet i øjeblikket. Men han ved også, at det digitale musikmarked er domineret af ulovlig kopiering:

»Koder kan altid brydes, og derfor opdaterer vi også vores DRM-licenser så ofte, det er muligt. Det er den bedste måde, vi kan beskytte os mod kopiering på. Jeg tror, at hverken pladeindustrien, Koda eller teleselskaberne kommer problemet til livs fra den ene dag til den anden.

Han siger, at misbrug af et produkt altid vil kompromittere en forretning og således også TDC i det her tilfælde, men langt de fleste er ifølge Jesper Bjerre interesseret i at holde sig inden for lovens rammer:

»De fleste opfører sig lovligt, men jeg er helt sikker på, at der er nogen, der vil misbruge tjenesten. Vi har heller ikke en mission om at stoppe piratkopiering i Danmark, men derimod tilbyde en så god tjeneste som overhovedet muligt. Jeg har tidligere sagt, at det er et genialt produkt, og det synes jeg stadig, det er."

”Kopibeskyttelse kan altid brydes”

Talsmand fra Piratgruppen, Sebastian Gjerding, er enig med Jesper Bjerre i, at problemet er svært at komme til livs. Han er derfor heller ikke overrasket over, at det kan lade sig gøre at låse filerne fra TDC Play op:

»Jeg har altid været overbevist om, at enhver form for kopibeskyttelse kan brydes. Jeg tror ikke, at kopibeskyttelse er fremtiden for musikbranchen, fordi det kun fører til besvær for forbrugeren.

Nyheden om TDC Play bekræfter Sebastian Gjerdings synspunkt om, at det ikke er muligt at kontrollere musikfiler:

"Det er en illusion at tro, at man kan sælge filer og kontrollere dem. Det har været problemet lige siden musikbranchen valgte at gå ind på det digitale musikmarked."

Han siger, at TDC har valgt at gå ned ad en problematisk sti, fordi forbrugerne aldrig vil acceptere, at den musik, de henter ned, er låst til specifikke programmer og platforme. Han mener, at forbrugerne altid vil ty til programmer, der kan omgå en lås, hvis den begrænser deres frihed:

"Jeg ser ikke nogen grund til at skyde TDC Play-konceptet ned på nogen måde. Men jeg ser en pointe i at påpege, at kopibeskyttelse overhovedet ikke er skudsikkert og aldrig vil blive det. Så derfor ville jeg forlade konceptet, hvis jeg var TDC," slutter han.

 




Markedet lige nu