Flere danske virksomheder sender nu elektroniske fakturaer, der kan databehandles automatisk.
30. november 2011, 10:43 – opdateret 30. november 2011, 10:46
45 procent af de danske virksomheder sender fakturaer elektronisk, så de kan databehandles automatisk hos modtagerne. Samtidig er det godt halvt så mange eller 24 procent, der modtager elektroniske fakturaer.
Det viser ”Danske virksomheders brug af it – 2011” fra Danmarks Statistik.
Ifølge analysen fra Danmarks Statistik viste beslægtede spørgsmål for to år siden, at omkring 31 procent af virksomhederne havde anvendt elektronisk fakturering ved salg, mens 26 procent havde anvendt dem ved køb.
Læs også:
Elektronisk fakturering bygges ind i flere systemer
Sådan bruges elektronisk fakturering
Hver femte virksomhed – eller 19 procent bruger den åbne offentlige standard NemHandel til elektronisk fakturering af salg.
Hos de virksomheder, der benytter NemHandel til at sende fakturaer elektronisk, er det typisk offentlige myndigheder, der er modtageren, mens fakturering af andre virksomheder via den offentlige standard finder sted hos fire ud af ti brugere.
For de virksomheder, der modtager elektroniske fakturaer ad den vej, er det overvejende fra private virksomheder, det sker.
Generelt er der fortsat mange virksomheder – 53 procent, der afsender e-fakturaer, som ikke kan databehandles automatisk, hvilket eksempelvis sker i pdf-format.






























































