Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

KMD tjente mindre i 2009

Omsætningen steg, men resultatet faldt i KMDs første år som kapitalfondsejet. Det skyldes dog engangsudgifter i forbindelse med ejerskiftet, angiver KMD.

Det går bedre - men med færre penge i kassen hos den danske IT-kæmpe KMD, der i slutningen af 2008 blev solgt til kapitalfonden EQT og ATP.

I det første år under det nye ejerskab skete der ikke dramatiske ændringer af koncernen, der voksede både omsætningsmæsigt og medarbejdermæssigt, men fik et dårligere resultat end året før.

Således steg omsætningen godt 10 procent til nu 3,82 mia. kroner, mens resultatet faldt fra 143,5 til 108,9 mio. kroner. Og trods den generelle økonomiske krise, er KMD i løbet af 2009 vokset med godt 200 ansatte.

Resultatet er især bemærkelsesværdigt fordi mange kritiske røster havde frygtet, hvad der ville ske, når Kommunernes Landsforening solgte KMD fra. IT-virksomheden er altdominerende i den danske offentlige sektor - og spiller en ganske betydelig rolle i både statens og kommunernes digitalisering.

Selv om Kommunernes Landsforening i begyndelsen var meget kræsne med hvem de ville sælge KMD til, endte organisationen alligevel med at sælge 85 procent af selskabet til en kapitalfond og 15 procent til ATP. Men KMD har været skånet for de barske metoder, som kapitalfonde ellers er kendt for.

En enkel undtagelse er dog e-Boks, hvor KMD i begyndelsen af 2009 solgte sin andel til Post Danmark - netop som e-Boks var ved at få sit store, folkelige gennembrud. e-Boks er en central, elektronisk postkasse, hvor alle danskere kan modtage lønsedler, regninger, selvangivelser og alskens dokumenter, der før blev sendt på papir.

Regnskabet kommer netop som KMD ellers er på vej gennem et image-mæssigt stormvejr, fordi det er kommet frem, at selskabet i flere omgange har givet kommunalt ansatte IT-folk gaver og anden smørelse i forbindelse med, at de skulle vælge IT-systemer. Samtidig har selskabet i flere tilfælde været involveret i udbudsrod, hvor reglerne for offentlige udbud angiveligt er blevet brudt med KMDs medvirken.

Det er vand på kritikernes mølle, da KMD under KLs ejerskab i årevis har haft ry for at danse usædvanlig tæt svingom med kommunerne, hvilket har gjort det svært for konkurrenterne at få foden inden for.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu