Deltagerne på topmødet i København får forbindelse med baglandet derhjemme gennem avancerede videokonferencer af hidtil usete dimensioner.
18. november 2009, 12:21 – opdateret 18. november 2009, 12:52
Regeringsdeltagere, NGOer, pressefolk og alle andre deltagere på det store klimatopmøde COP15, der holdes i København til december, vil på store skærme i mandsstørrelse kunne holde møder med baglandet ude i verden - et første skridt mod at skære drastisk ned på rejseudgifter.
Udenrigsministeriet indretter sammen med IT-giganten Cisco, som står bag en stor del af det isenkram, der holder verdens Internet kørende, fire lokaler i Bella Center, hvor topmødet holdes. Samtidig stiller Cisco faciliteter på sine kontorer i 77 lande verden over til rådighed for »dem derhjemme«.
Dermed kan en regeringsdelegation i Bella Center holde daglige møder med regeringskollegaerne i hjemlandet, NGOerne kan mødes med baglandet og koordinere, og der kan holdes pressekonferencer, hvor nogle af deltagerne fysisk befinder sig på den anden side af kloden.
Ny slags topmøder fremover
Arrangementet bliver lakmusprøven på, om sådanne videokonferencer kan afløse en stor rejseaktivitet fremover, så mødedeltagere i f.eks. de mange forberedende møder kan samles elektronisk i stedet for at skulle i et fly.
»Jeg vil faktisk vove at påstå, at Danmark kan ændre den måde, som verden holder topmøde på,« siger Henrik Michel Kjær til Business.dk.
Han er Ciscos globale projektchef for COP15 og har 104 mand fra Cisco involveret i at få videokonferencemulighederne på plads foruden at sikre, at der er gode forbindelser og høj datasikkerhed, når verden samles i Danmark.
»Dette er noget helt andet end den traditionelle videokonferenceteknologi, og det er første gang nogen sinde, at en værtsnation går ind på denne måde. Derfor betragter vi COP15 som en katalysator for at kickstarte en ny måde at holde møder på for regeringer, FN-organisationer, NGOer, medier m.fl.,« forklarer Henrik Michel Kjær.
Som at være der selv
I tre af de fire lokaler med plads til seks mødedeltagere stilles tre storskærme op foran et konferencebord. Deltagerne sætter sig ved bordet og ser på skærmene mødepartnerne i et andet land sidde tilsvarende ved bordene - og i fuld størrelse. Det giver følelsen af, at man befinder sig i samme rum til samme møde.
»Man føler en tryghed ved at sidde ansigt til ansigt med øjenkontakt og realtidslyd, uanset at deltagerne måtte sidde i Sydney og København - eller flere steder på en gang: København, Los Angeles, Mombai og Sydney. Det betyder meget, at man kan se folks ansigtsudtryk og kropssprog,« siger Henrik Michel Kjær.
Udenrigsministeriet og Cisco har samarbejdet om projektet et års tid og har aftalt at samarbejde til og med 2010, hvor Danmarks værtskab for COP15 udløber. Allerede i næste uge vil Klimaministeriet i Stormgade i København have et eget konferencerum færdigt. Det samme sker i FNs hovedkvarter i New York og på FN-positioner i Bonn og Genève samt - senere - Nairobi. Sideløbende er ministerier i Australien, Frankrig og Storbritannien i gang med at sætte udstyr op.
23 danske ambassader deltager
Udenrigsministeriet vil samtidig tilbyde adgang via 23 danske ambassader i områder, hvor Cisco ikke har kontorer. Ambassaderne i f.eks. Ghana og Etiopien har et traditionelt videokonferencesystem, hvor man ser hinanden på en almindelig computerskærm, men det kan kobles på det store system, så deltagerne på ambassaderne kan høre lyden og se de dokumenter, der diskuteres på mødet - uden dog at kunne se deltagerne selv.
Cisco har valgt at kalde teknologien »Global Climate Change Meeting Platform« efter topmødet i København.






























































