Kina har nu endegyldigt taget føringen i kampen om at være verdens største nation af Internet-brugere - trods den udbredte censur i landet.
15. januar 2010, 13:46
Antallet af kinesiske netbrugere steg med næsten en tredjedel til 384 millioner med udgangen af 2009, siger Kinas Internet-Netinformationscenter i en opgørelse, der blev sendt ud fredag morgen, midt i stridighederne med Internet-giganten Google.
Google nægter censur
Google vil undlade at censurere søgeresultaterne fra Google.cn i protest mod, at tilsyneladende kinesiske hackere har skaffet sig adgang til menneskerettighedsaktivisters Gmail-postkonti hos Google. Google truer med at trække sig helt ud af Kina.
Den amerikanske regering bakker Google op i kampen mod den omsiggribende netcensur.
Flere end hele Tyskland
Der kom 86 millioner flere kinesiske netbrugere til sidste år, hvilket er flere end hele Tysklands befolkning. Dermed er hele 29 procent af Kinas befolkning på 1,3 milliarder mennesker nu på nettet i ny og næ, og det er flere end det samlede, amerikanske indbyggertal.
Kina har de seneste år udbygget sine mobilnet, så de nu - som i Danmark - er 3G-net og dermed giver mulighed for at gå på nettet fra avancerede mobiltelefoner. Det benytter 120 millioner mennesker sig af, siger informationscenteret.






























































