Onlinesuccesen SmartGuy A/S vælger nu at ændre navnet på en af virksomhedens fire netbutikker.
30. oktober 2009, 15:05 – opdateret 30. oktober 2009, 15:14
Juridisk tvist om retten til navnet "smartkids" får nu onlinesuccesen SmartGuy A/S, der står bag de fire netbutikker smartguy.dk, smartgirl.dk, smartmen.dk og smartkids.dk, til at vinke farvel til navnet på netbutikken for netshoppere, der er på jagt efter tøj til de små. De vil fremadrettet skulle klikke sig ind på netbutikken SmartSmall.dk i stedet for SmartKids.dk.
SmartGuy A/S har nemlig som følge af de juridiske tovtrækkerier valgt at skift navn på sin online børnetøjsbutik.
Forventer sejr
Siden opstarten i 2004 har butikken heddet SmartKids.dk, men nu ændres navnet til SmartSmall.dk. I en længere periode har der kørt en sag mod SmartKidz med ”z” omkring rettighederne til varemærket SmartKids, og selvom SmartGuy A/S forventer at vinde sagen i landsretten, ønsker virksomheden ikke at leve med en juridisk usikkerhed. Det oplyser SmartGuy A/S i en pressemeddelelse.
- Modparten har desværre haft held til at overbevise byretten om, at vi først lancerede SmartKids i 2007, fordi vi udsendte en pressemeddelelse i 2007, hvor vi omtalte butikken som ”ny”. Men virkeligheden er, at SmartKids har været aktiv siden 2004, hvor vi købte domænet, lyder det fra administrerende direktør Christian Bjerre Kusk i meddelelsen.
Over for landsretten har SmartGuy A/S derfor sat voldsomt ind for at bevise, at man rent faktisk har indkøbt, solgt og markedsført børnetøj under navnet SmartKids siden 2004.
- asa




























































