Den mobile platform er rykket i overhalingsbanen. 2010 byder på en række nye innovationer. Kampen om håndfladen er i gang.
28. december 2009, 05:00
I dag har 4,6 milliarder af klodens 6,8 milliarder indbyggere en mobiltelefon. Kun én sølle milliard har en computer. De fleste mobiltelefoner bruges primært til at ringe med, men det mobile internet vinder frem og vil ifølge IDC i løbet af 2010 få lige så mange brugere som sin jordbundne kollega.
Den bedste adgang til det mobile internet får man indtil videre med en smartphone, en computer i sin egen ret, som man i øvrigt også kan ringe med. 2009 var pænt besat med nyheder på denne front med lanceringer fra bl.a. HTC, Palm, Motorola, Blackberry og Nokia.
Apple kom også med en opgraderet version af sin iPhone, men det var virksomheden App Store, der gjorde den store forskel i 2009. App Store er en digital butik med små programmer, applikationer, til download.
I dag har App Store over 100.000 applikationer på hylderne, og tre gange så mange om et års tid, forudsiger IDC.
Apps-strategien har påbegyndt et vigtigt paradigmeskift i mobilbranchen. Nu er udgangspunktet ikke længere hardware, men software. Apparatet er en platform, som brugeren kan udstyre efter ønske og dermed i realiteten designe sin egen telefon.
En række konkurrenter har fulgt Apples eksempel og lanceret egne apps-butikker, mest markant er Google, der i løbet af 2009 blev en magtfaktor på mobilmarkedet. Søgegiganten står bag styresystemet Android, der fandt vej til en række smartphones, og 2010 forventes at bringe endnu mere momentum for den open source-baserede platform.
Det synes imidlertid ikke at være nok for Google - i hvert fald slutter 2009 med hårdnakkede meldinger Googles egen telefon, en smartphone med kodenavnet Nexus One.
Musemåtte er e-reader
Den mobile platform har imidlertid også udfordringer, først og fremmest formfaktoren. Teknisk set er det i dag en smal sag at køre en kompleks SAP-applikation på en smartphone, men lidenheden gør det til halsløs gerning.
Der skal en anden formfaktor til, og den får efter al sandsynlighed sin debut i 2010:En flad, trykfølsom sag i A4-A5 størrelsen.
Det mest rygteomspundne bud kommer naturligvis fra Apple, der forventes at lancere sin »iPad« i første halvdel af 2010.
Også Microsoft forventes at lancere en ny type mini-computer i 2010: Courier, en sammenklappelig computerskærm.
E-readeren er hot
Men trods al fremgang for mobiltelefonen, var det alligevel en anden håndholdt kategori, der gjorde størst indtryk i 2009, den såkaldte e-reader.
Det var Amazon, der kickstartede udviklingen med sin Kindle, en flad anordning med 3G-forbindelse og læsevenlig skærm til bøger og aviser i digitalt format.
Kindle formåede at rykke ved de fastgroede opfattelser af, hvordan en bog eller et magasin skal læses, og i dag byder det amerikanske marked på en håndfuld kompetente e-readers, herunder Nook, der kører på Android.
I begyndelsen af januar 2010 præsenterer amerikanske Plasticlogic e-readeren QUE, der allerede nu bliver kaldt næste generations e-reader, udformet i tyndt bøjeligt plastic, som en musemåtte.
Velkommen til det mobile internet.






























































