Forbrugerstyret el-selskab i Trekantområdet tabte sidste år 80 mio. kr. på at levere bredbånd til private og virksomheder.Tabene fortsætter.
21. april 2010, 12:04
Det koster el-forbrugerne i trekantområdet kassen, at det forbrugerstyrede el-forsyningssselskab TRE-FOR nu på femte år forsøger at gøre en forretning ud af levere områdets indbyggere bredbånd.
TRE-FOR Bredbånd A/S har netop indsendt regnskab til selskabsstyrelsen, og det viser et underskud på ikke mindre 78 mio. kr. i 2009. Dermed har selskabet siden 2005 oparbejdet et samlet underskud på næsten 260 mio. kr. i sin bredbåndsforretning.
Selskabet forklarer det elendige 2009-resultat med et vigende marked – både blandt private og virksomheder. Regnskabet betegnes af bestyrelsen som ”ikke tilfredsstillende.”
ErhvervsBladet.dk har forsøgt at indhente en kommentar fra direktøren for TRE-FOR Bredbånd, Helle Damm-Henrichsen, men hun siger, at hun først vil kommentere udviklingen, når TRE-FOR har haft møde med sit repræsentantskab den 27. april.
TRE-FOR har i årets løb lanceret erhvervsproduktet Profiber PRO. Men forsøget på at få virksomhedskunder i folden har foreløbig været en fiasko. ”Forventningerne til tilslutningen af erhvervskunder var stor, men har vist sig at kræve en større salgsindsats end forventet”, hedder det ydmygt i beretningen.
Desuden har TRE-FOR Bredbånd udskudt leverancer af Video on Demand, der ellers skulle gøre det attraktivt at have bredbåndsforbindelse hos selskabet. Det skyldes angiveligt ”tekniske vanskeligheder”.
TRE-FOR Bredbånd er i gang med at investere over 1,6 Mia kr. i fibernet i trekantområdet. Også i 2010 ventes der et underskud i TRE-FOR Bredbånd.
Selskabet har undersøgt om de dårlige resultater skulle give anledning til nedskrivning af aktiverne, men har ikke fundet anledning til at nedskive værdien. For nylig nedskrev søstervirksomheden Sydenergi ellers værdien af sine bredbåndsaktiver med over en halv mia. kr.
”TRE-FOR burde give sin elkunder en ejerrabat i stedet for at blive ved med at investere i bredbåndsnet med store underskud til følge” , siger sekretariatschef i Foreningen af Slutbrugere af Energi, Torben Synnest, der repræsenterer energiforbrugende virksomheder i bl.a. trekantområdet









































