Stifteren af online-succesen Just-eat.dk vil nedbryde tabuer. Han lancerer derfor en ny portal, hvor psykologer sidder klar til at rådgive over online-video.
7. september 2010, 10:08
Beslutningen alene. Om at opsøge en psykolog. Det kan være en vanskelig barriere at overvinde.
Den vil succes-iværksætter og stifter af fastfoodportalen Just-eat.dk, Jesper Buch, nu nedbryde med lanceringen af en ny portal Mentaline.com, der i første omgang giver danskere og englændere adgang til at få rådgivning af psykologer og coaches via online video- og audiokonsultation.
- Vi er nået det punkt rent teknisk, hvor du er i stand til at gennemføre en session mellem A og B både video- og audiomæssigt. Dermed er tiden der til, at du kan imødekomme behovet hos en meget stor gruppe mennesker, der stadig forbinder det som et tabu at søge den type rådgivning, siger stifteren af Mentaline.com Jesper Buch.
Akkurat som med lanceringen af fastfoodportalen Just-eat.dk, der tilbage i 2003 tog afsæt i et tilbagevendende behov hos fastfood-hungrende på såvel det danske som flere europæiske markeder for at finde en løsning på internettet, er ideen til Mentaline.com udsprunget af et ønske om at få løst et personligt behov præcis der, hvor den enkelte person befinder sig.
Læs også på evb.dk:
Dyr TV-kampagne skal sætte turbo på just-eat
Just-Eat-stifter køber jobportal for unge
Skabte netsucces med hjælp fra Just eat og Crazy Daisy
Nemlig at gøre tilgangen til en psykolog eller en coach lettere og dermed reducere den snært at tabu, der på flere måder fortsat er forbundet med at søge professionel hjælp.
- Jeg vil gerne fjerne det tabu, der er omkring det at søge rådgivning hos en psykolog eller en coach – og samtidig gøre markedet langt mere overskueligt, end det er i dag, lyder argumentet fra Jesper Buch for at gøre tilgangen til psykologer og coaches til en online disciplin, der gør det muligt at efterspørge rådgivningen gennem en portal på nettet.
Forretningsideen går i korte træk ud på at levere en portal til forbrugerne, der gør det muligt at gennemføre konsultationer enten gennem lyd eller video, ligesom rådgiverne samtidig får et værktøj til at booke aftaler med klienter kombineret med salg af bøger gennem en shopløsning, der går i luften senere på efteråret.
Derudover kan de gennem et blogunivers på portalen sætte fokus på de problemstillinger, der typisk brænder på i de private hjem.
Privatlivet som inspiration
Det er Jesper Buchs eget privatliv, der er inspirationskilde til online konsultation med psykologer og coaches, som er et af de forretningsområder, der endnu ikke er udnyttet på internettet.
Den ligger næsten 15 år tilbage i historien for succesiværksætteren, der dengang arbejdede som bartender i diskotekskæden Crazy Daisy.
- Jeg var i begyndelsen af 20’erne, arbejdede som bartender på Crazy Daisy og troede, at græsset var grønnere alle andre steder. Det mistede jeg min daværende kæreste på. Og blev rigtig ked af det, da hun sagde farvel og tak, fortæller Jesper Buch om sit første møde med tanken om at opsøge en psykolog for at lægge en besværlig oplevelse bag sig.
Et opslag i den lokale vejviser og fire-fem opkald senere havde han en aftale med en psykolog. Dog først fem dage senere, og hukommelsen fra sin vej til venteværelset beskriver han som ubehagelig og en anledning til aldrig at opsøge den adresse igen.
- I dag er jeg ikke i tvivl om, at alle bør gennemgå en konsultation med en psykolog eller en coach, fordi det er givende på mange områder både personligt og professionelt. Dengang var det en dårlig oplevelse for mig at sidde der i venteværelset, og jeg kom aldrig igen. Jeg har altid husket den oplevelse som et udtryk for et specifikt behov, jeg aldrig fik dækket på den måde, som jeg ønskede, forklarer Jesper Buch om afsættet til at udvikle Mentaline.com.
Klar til online konsultationer
Siden december 2009, hvor virksomheden reelt blev etableret, har Mentaline.com gennemført en rundspørge blandt både psykologer, coaches og potentielle brugere, hvor konklusionen lyder, at partnerne på begge sider af bordet er klar til at gennemføre online konsultationer.
- Der ligger naturligvis nogle udfordringer i at vænne begge parter til at tale sammen uden at være i samme lokale, ligesom der kan være udfordringer i forbindelse med gestikulation som udtryk for, hvordan en bruger har det. Den udfordring kan ifølge psykologerne godt håndteres via audio og video, siger Jesper Buch.
Indtil videre er der indgået aftale med cirka 550 psykologer og coaches jævnt fordelt over England og Danmark, hvor Mentaline.com i først omgang lanceres.
Portalen kører endnu i beta, hvilket vil sige en version, hvor selskabet bag endnu arbejder på forbedringer inden den officielle lancering.
I dag har Mentaline.com en række partnere, der blandt andre tæller Carsten Mikkelsen, som står bag natklub-kæden Crazy Daisy og i sin trådte ind som afgørende investor i Just-eat, og Per Meldgaard, som var med til at stifte fastfoodportalen.
Dialog med ventureselskaber
Forretningsmodellen er bygget op omkring en forventet indkomst hentet fra et fee på ti procent af hver gennemført session på Mentaline.com samt et oprettelsesgebyr for serviceudbyderne.
Og selvom Jesper Buch ikke er i tvivl om, at tiden er moden teknologisk til at gennemføre sessioner med psykologer og coaches online, så pointerer han, at forretningsideen bygger på omfattende ændringer i alle parters tilgang til rådgivningen, og han forventer da heller ikke, at det første par år vil vælte Mentaline.com med ordrer eller et resultat med sorte tal på bundlinjen.
- Målet er at få skabt en kritisk masse, så det for alvor bliver interessant for forbrugerne, siger Jesper Buch, der er i dialog med en række potentielle ventureselskaber med henblik på investering i Mentaline.com.
Læs mere om portalen på Mentaline.com
Læs portræt af Jesper Buch i ErhvervsBladets ugemagasin torsdag




























































