Stein Bagger taler usandt, når han siger, han ikke har gemt nogle penge til sig selv, lyder det fra Asger Jensby i sin første kommentar efter Bagger-interviewet i søndags. Og det er ikke det eneste, som er skuespil fra Baggers side, mener Jensby.
18. maj 2010, 13:14
I søndags påstod Stein Bagger for åben skærm, at han ikke har gemt nogen penge til sig selv fra svindlerierne i IT Factory. Men det er løgn, fortæller Asger Jensby til Business.dk i sin første kommentar til Bagger-interviewet.
- Man mangler at få identificeret 230-240 mio. kr. i IT Factory, og Stein Bagger har rigeligt tjek på regnskab til, at det ikke bare er et beløb, der er forsvundet for ham, siger Asger Jensby, tidligere bestyrelsesformand i IT Factory.
- Jeg tror godt, han kan forklare, hvad de er brugt til, men det vil han ikke, så han skjuler over et eller andet, siger Jensby.
I interview på DR fortæller Stein Bagger, at han er blevet afpresset, men bryder sammen for åben skærm, da han bliver spurgt om, hvad de kunne afpresse ham om. Men også her er der tale om gennemtænkt skuespil, mener Asger Jensby.
- Det illustrerer for mig, at han er en god skuespiller. Jeg tror han er kold i begge ender. Han besidder ikke en evne til empati for andre mennesker. Det kan være rent opspind, når han siger han er blevet truet, siger Asger Jensby.
Venskab ødelagt for evigt
Stein Bagger forklarede på DR - ligesom under retssagen, at han begyndte danmarkshistoriens største svindelnummer for at imponere bestyrelsesformand Asger Jensby. Det udsagn, tror Asger Jensby, er reelt nok, men han mener, at det er en helt forkert måde at søge anerkendelse på.
- Han ville gerne vise, han kunne noget og samtidig lykkes med noget. Det forbandt han med noget i min person, fordi jeg har haft en udmærket karriere, derfor så han op til mig. Men den måde, han har søgt anerkendelse på, er helt hen i hampen. Anerkendelse får man ved en ærlig og gedigen indsats, siger den tidligere bestyrelsesformand, som aldrig vil tilgive Stein Bagger.
Asger Jensby har ikke talt med Stein Bagger siden halvanden uge, før han stak af tilbage i november 2008, og det kommer ikke til at ændre sig.
- Det, han har gjort, er ikke noget, man kan tilgive. Nu har han fået en fængselsstraf, men han har gjort så meget ondt over for mennesker, som har stået ham nært, siger Asger Jensby og henviser til de 150 ansatte i IT Factory og deres familier, som han har kastet ud i en ubehagelig situation.
Bagger får ikke et almindeligt job
Selv om Stein Bagger er en af danmarkshistoriens største svindlere, er han ikke i tvivl om, at der venter ham et job, når han har afsonet sin dom på syv år, forklarede han på DR.
- Jeg er ikke så nervøs for, at jeg ikke får noget at lave. Jeg har nogle gode venner rundt omkring, som ved, at jeg stadig kan nogle ting, og derfor gerne vil hjælpe mig, sagde Stein Bagger.
Og det tror Asger Jensby godt på, men det bliver ikke et almindeligt job.
- Jeg tror Stein har gode muligheder for at få job i det kriminelle miljø, når han kommer ud, men jeg tror ikke, der er nogen i dansk eller international erhvervsliv, der vil røre ham med en ildtang, siger Asger Jensby.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten