3. november 2006, 15:07 – opdateret 6. maj 2012, 07:26
Gratis økonomisystem med internet
Danske Aesiras A/S lancerer et helt gratis økonomisystem til Windows med integrerede internet-funktioner. Internet-delen indeholder hjemmeside-styring, webkatalog, webshop og omfattende ekstranet-funktionalitet, hvor kunder og leverandører har adgang til egne kontoudtog, igangværende ordrer, følgesedler og fakturaer. Aesiras A/S er stiftet i 2006 af ERP- og e-commerce specialisten John Holdt. mja
Cisco vælger NetDesign
Netdesign er blevet valgt som eneste nordiske systemintegrator for Ciscos nye koncept for virtuelle møder Cisco TelePresence der lanceres globalt i denne uge. Der er tale om et koncept, hvor mødelokaler på tværs af geografi så at sige smelter sammen, og hvor mødedeltagerne vises i naturlig størrelse. NetDesign blev valgt som TelePresence-partner, fordi Cisco vurderer, at Danmark er et land, der hurtigt til tager ny teknologi og nye koncepter til sig. Dermed er der en forventning om, at danske virksomheder og organisationer vil tage positivt imod produktet. mja
Discovery Networks lancerer HD i Danmark
Discovery Networks lancerer i dag HDTV-kanalen Discovery HD i Danmark. Discovery HD udnytter potentialet i HD-teknikken fuldt ud, hvilket giver seerne en anderledes oplevelse end med den nuværende standard-opløsning. Kanalen er en udvidelse af Discovery Networks eksisterende udbud i Danmark, og viser et udvalg af programmer fra de eksisterende kanaler: Discovery Channel, Animal Planet, Discovery Science, Discovery Civilisation og Discovery Travel & Living. Med Discovery HD lægger Discovery Networks sig i spidsen af den nye teknologi i Danmark. Kanalen distribueres foreløbigt via Canal Digital. mja
Bedre elever med SmartBoard
Takket være brug af SmartBoard et interaktivt redskab - er det blevet nemmere for lærerne på Langmarkskolen i Horsens at evaluere elevernes indsats og dokumentere den over for forældrene. Brugen af dette multimedie gør desuden, at undervisningen bliver ifølge skolen mere fleksibel og effektiv. Sider kan tages frem, gemmes eller slettes igen. På Langmarkskolen bruges SmartBoard i undervisningen i 4. og 5. klasserne fortrinsvis i naturfag og dansk. Skolen er ENIS-skole, hvilket betyder, at den er med i et netværk af skoler, der arbejder særligt med brugen af IT i undervisningen. Det er et samarbejde med Pædagogisk Mediecenter i Horsens og DR Undervisning. Formålet med projektet, der slutter i februar 2007, er at udveksle erfaringer og sprede viden om IT i undervisningen. mja




























































