Journalisten, der afslørede svindelen i IT Factory, får årets hæderspris af den danske IT-branche, selv om de frygter hendes journalistik.
12. marts 2009, 21:30
Helt usædvanligt hædrer den samlede danske IT-branche nu den journalist, som fik et af samme branches ikoner til at falde til jorden med et brag.
Torsdag aften fik Business.dks blogger, journalist Dorte Toft overrakt brancheforeningen IT-Branchens fornemste hæder, IT-prisen, i Børsbygningen i København for sin afsløring af bedrageriet i IT Factory. IT-Branchens medlemmer står for 90 procent - eller 20 milliarder kroner - af den årlige IT-omsætning i Danmark.
Yderst kompetent og vedholdende
»Enhver branche skal have en vagthund. IT-branchen har i Dorte Toft gennem mange år haft en yderst kompetent, vågen og vedholdende vagthund, der kan levere både et godt bjæf og knurrende tavshed,« hedder det blandt andet i priskomitéens motivation.
Dorte Toft, der er uddannet programmør, er på en og samme tid elsket og frygtet i den danske IT-verden, fordi hun går til biddet i sin journalistik. Det var derfor hendes stædighed, der førte til, at Stein Baggers milliardsvindel i IT Factory blev afsløret i december 2008 - den største erhvervsskandale i Danmark.
Derfor er prisen til hende en særlig cadeau.
Første kvinde - og journalist
»Som journalist udmærker hun sig ved at kombinere historisk dybde, indsigt og kritisk refleksion. Hun er sagsorienteret og krydrer den opsamlede viden med holdninger. Som kommentator og vagthund for en vækstbranche er hun i en liga for sig. Dorte er frygtet, når hun bider sig fast i en sag. Dorte kan om nogen få branchens direktører op i det røde felt. Men frygten for hende er parret med respekt. Der lyttes og læses, når Dorte går til tasterne,« siger priskomitéen, som desuden roser hende for som den første at have fået bloggen til at virke som effektivt, journalistisk værktøj.
Dorte Toft er den første kvinde - og den første journalist -, der får prisen, som går til en person, der på særligt fremragende vis sætter fokus på den danske IT-branche.
Blandt tidligere modtagere er Michael Mathiesen, stifter af 2M Invest (1991), daværende IT- og forskningsminister Frank Jensen (1995), medstifter af Skype Janus Friis (2006) og IT-investoren Ib Kunør (2007).



























































