Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

iPhonen er blevet en kassesucces for Apple

De heftige spekulationer om, hvor meget Apple faktisk tjener på iPhone, blev tirsdag aften afsløret af Steve Jobs selv. Noget tyder på, at Apple - trods små mobilmarkedsandele - faktisk har formået at lave en fuldfed forretning på telefonen.

Globalt set har Apple stadig en mikroskopisk andel af det samlede marked for mobiltelefoner. Men i Apples egne regnskaber fylder selskabets eneste mobiltelefon, iPhone, mere og mere og er nu så væsentlig en del af Apples salg, at topchef Steve Jobs i en telekonference sent tirsdag valgte at løfte sløret en anelse mere end vanligt for, hvordan selskabets cashflow er på telefonen. Apple angiver selv at have solgt for omkring 806 millioner dolllars iPhone-telefoner i perioden.

Apples model for telefonsalg har fra begyndelsen været helt anderledes, end det kendes fra andre telefonproducenter. Modellen er, at en enkelt operatør har eneret på at sælge telefonen - mod så at aflevere en bid af indtægterne fra brugen af telefonen tilbage til Apple. At Apple kan få den model igennem skyldes, at telefonen har en stor prestigeværdi. Men også, at iPhonen er konstrueret, så brugerne ikke kan lade være med at bruge internettjenester heftigt - hvilket genererer masser af penge til operatøren for mobildata.

Udgør nu 39 procent af Apples forretning

Hvor stor en del af disse penge Apple hiver hjem, er en velbevaret hemmelighed, men nyhedstjenesten CNET angiver, at nutidsværdien af denne pengestrøm svarer til 39 procent af Apples forretning. En indtægt, der ligger omkring 666 dollars per telefon, fordi fremtidsindtægterne på telefonerne af revisionshensyn skal ligge i det kvartal, telefonerne er blevet solgt, snarere end som en løbende indtægt. Nogle af beregningerne skal dog tages med det forbehold, at de er beregnet af CNET selv.

Apple, der også står bag den storsælgende musikafspiller iPod, har ellers stået over for en udfordring af ikke ubetydelig størrelse. De store mobilproducenter - fx Nokia og Sony Ericsson - bliver bedre og bedre til at få mobilerne til at fungere som MP3-afspillere, og det er i konkurrence med iPoden, fordi forbrugerne dermed slipper for at gå rundt med både en musikafspiller og en mobiltelefon.

Derfor var iPhonen et naturligt værn mod den udvikling, men også et produkt, der langt fra er henvendt til massemarkedet. Alene prisen på telefonen, der i Danmark står til 5.400 kroner i løbet af de seks måneder bindingstid, placerer iPhonen fint oppe i den tunge ende af prisskalaen. Derfor har der været spekulationer om, at Apple er på vej med en iPhone Nano, der vil gøre telefonen til en sag, som flere har råd til.

Ikke uden torne

Til gengæld rapporterer New York Times om, at flere websites har haft besøg af en Apple-dims, der har en skærmstørrelse, der er større end en iPhone, men mindre end en Macbook - og et sådant produkt findes ikke i dag.

Apples andet forsøg på at gøre indhug i mobilverdenen har dog ikke været en rose uden torne. Blandt andet har der været tekniske problemer med signalet i telefonerne - og telefonen har af analytikere fået klø for at være et alt for nichepræget produkt til overhovedet at kunne gøre en forskel. Ses der alene på nichen smartphones (avancerede mobiltelefoner), har Apple dog i USA overhalet flere af sine konkurrenter og fået en markedsandel på et tocifret tal - på trods af, at telefonen kun har været til salg i knap halvandet år.

 




Markedet lige nu