Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

iPhone dræner AT&T

Apples iPhone har gjort massive indhug i AT&Ts resultat. Det skyldes den særlige forretningsmodel, som telefonen sælges efter, skriver Fortune.

Den sælger som en drøm i USA - men det er en dårlig forretning. Apples ultrahypede telefon, iPhonen, har nu gjort indhug i teleselskabet AT&Ts pengekasse. Det sker, selv om telefonen faktisk sælger ganske forrygende.

AT&T formåede i trejde kvartal ikke at leve op til selskabets egne forventninger - og angiver selv, at det skyldes iPhonen.

I USA har AT&T eneret på at sælge telefonen - på samme måde som Telia har i Danmark. Men for at få eneretten, må AT&T betale en luns af kundernes dataforbrug tilbage til Apple.

Det er en forretningsmodel, Apple kun kan tillade sig at søsætte, hvis iPhone-kunderne beviseligt bruger mobildata så meget mere end andre kunder, at AT&T får en fed forretning ud af det. Og det kniber altså indtil videre.

I følge Fortune, solgte selskabet i tredje kvartal 2,4 millioner iPhones - heraf var 1,7 millioner nye kunder. Nu melder AT&T ud, at iPhone-eneretten faktisk koster selskabet ti cent per aktie.

Udmeldingen sendte aktierne seks procent ned onsdag. Apple, der til gengæld er aftalens store vinder, røg samtidig op syv procent.
En JP Morgan-analytiker siger til Fortune, at AT&T er i gang med at overføre aktionærernes værdier til Apple.

Den nye iPhone har dog kun været solgt siden 11. juli, og givet de lange bindingsperioder man opererer med i USA, er det ikke utænkeligt, at AT&T kan få en forretning ud af telefonen på længere sigt. AT&T forventer selv, at den tunge byrde vil blive mindre over de næste kvartaler.

Årsagen er, at operatørtilskuddet til telefonen er skrap kost i begyndelsen af kundeforholdet, men samtidig en investering, der kan medføre øgede indtægter på længere sigt. Meget tyder på, at iPhone-kunder faktisk er mere dataforbrugende end andre mobilkunder, fordi telefonen er skabt til mobilt internet.

Apple har solgt 6,9 millioner iPhone 3G-telefoner over hele verden.

 
Læs også:

De ti mest populære mobiler

De ti dyreste mobiltelefoner mest til blær

De ti dummeste IT-spørgsmål

 




Markedet lige nu