Internettet er nomineret til Nobels fredspris

Internettet er blandt de 237 nominerende til Nobels fredspris i år.

I 2009 gik Nobels fredspris til den amerikanske præsident Barack Obama. Men hvem skal have prisen i 2010?

Der er 237 nominerede enkeltpersoner og organisationer, og blandt dem er såmænd – internettet. Som jo hverken er en person eller organisation, men noget helt andet.

Dialog og forståelse

Den italienske udgave af kultbladet Wired har stillet sig i spidsen for kampagnen for at overbevise Nobel-komiteen om, at internettet skal have fredsprisen for sin rolle med at skabe ”dialog, debat og forståelse”.

Det er blandt andet tidligere prismodtagere, regeringer og udvalgte professorer, der kan nominere kandidater til prisen.

Og nomineringen af nettet støttes af den iranske menneskerets-advokat Shirin Ebadi, der vandt prisen i 2003, og den amerikanske professor Nicholas Negroponte, der er kendt for sin 100-dollar-laptop.

Tusinder af forslag

Listen med alle nominerede er ikke offentliggjort, men det menes at den russiske aktivist Svetlana Gannushkina og kinesiske Liu Xiaobo er på listen i år.

Der er kommet flere tusinde forslag, som så blev reduceret til listen med de 237 nominerede på den norske Nobelkomites møde den 9. marts – og internettet skal altså være blandt finalisterne. Vinderen bliver annonceret den 8. oktober og belønnes med omkring 10 mio. kroner.

Så er spørgsmålet selvfølgelig, hvem der skal tage imod prisen – og pengene – hvis internettet bliver kåret som vinder.

Læs også:

Fem gode gratis programmer

Fem gode råd fra en e-iværksætter

 



Markedet lige nu