Google debuterer i løbet af andet halvår som softwaremæssig fadder til en mobiltelefon. Dermed skærpes konkurrencen på mobil-området voldsomt for de ældre IT-aktører Apple og Microsoft samt for Nokia og Sony Ericsson.
2. juni 2008, 06:30
Omsider kom min maskuline side op i mig, altså evnen til at blive forelsket i en helt ny type mobiltelefon. Det skete i sidste uge, da Google demonstrerede »The Dream« – en mobiltelefon, der er produceret af taiwanesiske HTC, men som er baseret på softwaren Android, født hos Google.
Indrømmet. »The Dream«, som også kaldes en gPhone, har planket en masse fra Apples iPhone, der jo blev modtaget nærmest ekstatisk. Apples mobil, der er på størrelse med 10-12 spillekort, fik sat mandehjerter i brand, og det på trods af, at den brød med en solid maskulin tradition. En mobiltelefon er vist den eneste ting, som mænd nogensinde har vist stolt frem med ordene »se hvor lille den er«.
Også HTCs Dream synes godt i håndfladen. Også den er supertynd, let, uden et særskilt tastatur, men med en stor skærm, der er følsom over for tryk og træk ved fingeren, og som giver adgang til alskens programmer via farverige »knapper« (ikoner/widgets).
At jeg først betages nu, og ikke da iPhonen betog hele verden, skyldes nok til dels, at min egen noget bedagede mobil med trykfølsom skærm, er skabt af folk, for hvem brugervenlighed talte allermest (den er ikke på det danske marked).
Men der er to andre vigtige årsager. Det ene er Googles Android-koncept, og det andet er udsigten til at få elimineret adskillelsen i en PC-verden og en mobilverden. Den er ikke logisk, nu hvor internettet spiller så stor en rolle for alt. Fra mail og datatransmission til TV og telefoni.
Åben kontra lukket verden
Android-konceptet handler om åbenhed i modsætning til iPhones. Her har Apple-stifteren Steve Jobs og hans betroede hånd- og halsret over hardware og software.
Android-platformen stilles til rådighed ikke alene for enhver producent af mobiler, der vil være med, men også for enhver udvikler, der tænder på at vise hele verden mulighederne i, hvad der må betegnes som den nye »personlige computer«.
De kommende udgaver af gPhones er hybrid, og ligesom med iPhone er vægten så lav, at den formentlig bliver en lige så trofast ledsager som ens skygge.
Jeg tror, at Googles åbenhed vil bevirke, at gPhones kommer til at give iPhones baghjul, hvad angår innovation, og det er Apples fornemme image som innovatør til trods. Den bliver garanteret også billigere.
Android er baseret på brug af styresystemet Linux, der selv har et positivt image. Linux er flagskibet inden for Open Source-verdenen, hvor koden lægges åbent frem til fri inspektion, fri brug og med fri ret til at bygge mere funktionalitet på. I Android-platformen indgår også, at programmerne dertil kan udvikles i Java, som en hulens masse udviklingsfolk mestrer.
Allerede nu vælter det frem med programmer (applikationer) udviklet til Android-platformen, også takket være en Google-konkurrence. Medvirkende er, at udviklerne kan bygge oven på alt, hvad Google kan. Man får for eksempel hele styrken i Google Maps- kortene. Faktisk bygger mange af de løsninger, som er løbet ind til Google-konkurrencen, på mulighederne i Maps, der handler om, hvor man er, og hvor man vil hen. I HTCs gPhone tilbydes tilmed støtte fra et indbygget kompas.
Hybridverden
Lige nu ser vi en kolossal oprustning på mobilsiden fra IT-verdenens aktører – fra Apple, Google samt Microsoft, der også overlader hardwareproduktionen til andre. Disse »mPhones« har jo været på markedet længst, men alle aktører tilbyder mail, kalender, kontorprogrammer, kort og alskens andet.
Mobilens skærm vil blive det flittigst benyttede »vindue« ud mod internettet, ikke PCens skærm. IT-selskaberne arbejder også på at sikre, at der uden videre kan kommunikeres på tværs af de to verdener, så chatbeskeden for eksempel omformes til en SMS, hvis »modtageren« p.t. bruger mobilen som navlestreng til omverdenen. Planer går også på én fælles indboks, hvad enten det er en mail, en chatbesked eller en besked fra telefonsvareren.
Selvfølgelig gør IT-selskaberne ikke alt dette blot for at blive uundværlig i din lomme og i håb om lidt softwareindtægter. De gør det jo også, fordi »malkekoen« – indtægterne ved placering af annoncer på internettet – finder nye frodige græsmarker på mobilen. Annoncer løber efter det højeste antal øjne.
De gamle mobilselskaber, der ikke lægger hardware til Microsoft og Google, får det hårdt, og teleoperatørerne ligeså. Trafikken vil jo blive sendt den billigste vej, så er man i nærheden af et trådløst bredbåndsnet, vil denne gratis transportvej blive valgt, så minuttaxametret ikke tikker på fastnet eller mobilnet.
Men det med den gamle televerden er en helt anden historie. Min indgangsbøn til denne klumme handlede om gPhone kontra iPhone, og Microsoft trængte sig naturligt nok på undervejs. Gad vide, hvilke odds en bookmaker ville give de tre platforme?
Giv dit bud på min blog



























































