Sveriges højeste retsinstans skal afgøre, om to dommere var inhabile, da de bedømte sagen mod de fire bagmænd bag Pirate Bay.
9. december 2009, 11:20
Den svenske højesteret skal nu se på, om to dommere var inhabile, da de behandlede ankesagen mod de fire svenskere, som står bag netstedet Pirate Bay, der er dømt for at stå for ulovlig kopiering af film og musik.
Forsvarerne for de fire, der i april 2009 blev dømt hver et års fængsel og skal betale 30 millioner svenske kroner i erstatning, har krævet, at Sveriges højeste domstol skal erklære de to dommere ved Hovrätten inhabile. De beskyldes for at have koblinger til de ophavsretsorganisationer, som stævnede Pirate Bay-folkene.
Forsvarer: Supervigtigt
Derimod skal Højesteret ikke se behandle en tilsvarende klage over dommer Tomas Norström ved Tingsrätten, som afsagde dommen.
»Det er supervigtigt, at habilitetsspørgsmålet i Pirate Bay-sagen virkelig efterprøves af den højeste instans, inden rettergangen begynder. Jeg er glad for det, men jeg forventede det også,« siger advokat Per E. Samuelsson, som forsvarer en af de dømte.
Der ventes at gå mindst et halvt år, før Højesteret har tid til at se på sagen.
Pirate Bay er et netsted, som ifølge bagmændene selv udelukkende formidler kontakt og dermed ikke lægger plads til ulovligheder. Retten fandt dog, at formidlingen af kontakter til folk, der lå inde med det ulovligt kopierede materiale, var så omfattende, at der faldt dom.




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten