HK kritisk over for nyt IT-sikkerhedsråd

Fagforeningen HK/Privat finder nyt it-råd et ubrugeligt initiativ og kritiserer videnskabsminister Helge Sander (V) for at skabe kaos på it-sikkerhedsområdet.

Det nye uafhængige it-sikkerhedsråd er et ubrugeligt privat initiativ oven på et ubrugeligt offentligt initiativ. Det mener fagforeningen HK/Privat, der ikke vil støtte et organ, der er sponsoreret af private økonomiske kræfter. Fagforbundet mener, at videnskabsminister Helge Sander (V) har lagt op til kaos på it-sikkerhedsområdet ved ikke at nedsætte en komité med opbakning hos arbejdsmarkedets parter.

- Et privat it-sikkerhedsråd vil altid være afhængig af midlerne fra sponsorerne. Derfor synes jeg ikke, at det er optimalt, at Mærsk skal lave et it-sikkerhedsråd, siger Karin Bancsi, næstformand for HK. Hun var medlem af det tidligere it-sikkerhedspanel, der blev nedlagt i januar.

Ifølge Karin Bancsi er Helge Sander selv årsag til, at der nu kommer private udspil på området, fordi arbejdsmarkedets parter og forskningens verden ikke er en del af hans it-sikkerhedskomité, der også netop er oprettet.

- Uden opbakning fra resten af samfundet har Helge Sander sat sin egen komité uden for indflydelse, og nu har vi noget rod med flere forskellige råd, organer og komitéer, siger Karin Bancsi.

Hun mener, at ministeren nu må samle de relevante organisationer i et slagkraftigt sikkerhedsorgan med en tilstrækkelig og offentlig finansiering.

/ritzau/

 



Markedet lige nu