Et opråb til Carlsberg, Grundfos, Bettina Aller, Novo Nordisk, Morsø, Danfoss, Lundbeck, A.P. Møller-Mærsk, Danida, Navision-milliardærer og mange flere.
26. november 2006, 22:30 – opdateret 27. november 2006, 08:09
For et par måneder siden fik jeg en heltinde ind i mit liv. Siden da er der faktisk ikke gået mange dage, uden at jeg kommer til at tænke på hende.
Hendes navn er Christina Galitsky. Hun brænder for at gøre en forskel med sit liv. Hun er 34 år, civilingeniør, lynende begavet. Ret høj, ret mager og ret genert.
I tirsdags pressede tankerne om hende sig for alvor på, da jeg tidligt om morgenen læste kommentaren »Folkemordets ansigt« i min Berlingske. Den handlede om en kvinde i Dafur-provinsen i Sudan. En flygtning, som foreløbig har været udsat for massevoldtægt to gange. Senest, da hun måtte gå mange timer væk fra flygtningelejren for at finde brænde til den daglige tilberedning af »grøden«, der udgør hovedernæringen.
»Det er kun kvinder, der samler brænde, for - som de selv siger - mændene bliver dræbt; kvinderne bliver »kun« voldtaget,« skrev kommentarens forfatter, en udenrigskommentator ved New York Times.
Men hvad har en kvindelig ingeniør med den forfærdelige situation at gøre? En offentligt ansat forsker, der også hjælper bryggerier, medicinalvirksomheder og mange andre industrier med afsløring af energispild, og med IT-modeller, der kan lede til mindre energiforbrug?
Her er forklaringen: Christina Galitsky arbejder sideløbende med en energibesparelse, der kan medvirke til at reducere risikoen for, at Dafurs flygtningekvinder udsættes for voldtægt. Hun arbejder nemlig på at reducere behovet for brænde.
Galitsky er en nøgleperson i udviklingen af et energisparende »kogeapparat« til Dafurs flygtningelejre. Det ligner en 40-45 centimeter høj bred metaldåse. Brændet lægges ind via et firkantet hul i siden. Apparatet halverer behovet for brænde i forhold til, når der laves mad på traditionel vis - når gryden placeres på tre sten med ilden i midten.
Lokal produktion
Da jeg i september kort stiftede bekendtskab med Galitsky, fortalte hun, at mange af kvinderne efterhånden var blevet så bange for at forlade lejren, at de sultede. De solgte nemlig deres egne fødevarerationer for at få brænde.
For nøjagtig et år siden rejste hun til en af Dafurs flygtningelejre for at lade kvinderne afprøve fire typer »kogekar«, fundet i Indien, og for at åbne døre for en større satsning. Målet var at få udviklet en model, der maksimalt koster omkring 60 kroner, og som kan produceres lokalt på relativ primitiv vis.
Kogeapparatet, der klarede sig bedst, er siden blevet udstyret med bedre beskyttelse mod vinden, der blæser stærkt i halvdelen af året, og den har fået større robusthed mod de mange rørebevægelser, der skal til. Inden udløbet af i år håber man på at have testet 5.000 af disse og fundet en lokal producent. Men der skal forfærdelig mange til. I torsdags hørte jeg, at antallet af flygtninge i Dafurs lejre var nået op på fire millioner.
Men det er ikke det eneste ulandsprojekt, som Christina Galitsky er involveret i. I Bangladesh gælder om at sætte en stopper for den langsomme arsenik-forgiftning, som befolkningen udsættes for. Unicef finasierede for mange år siden boring af brønde landet over, men flere steder viste bundvandet sig senere at være alvorligt forurenet med arsenik. Hun har som mål at udvikle et filter, der klarer rensningsopgaven for en familie i et helt år. Vel at mærke til en pris på kun et par dollars.
Hendes arbejde i ulandene indbragte hende i september en pris, uddelt af tidsskriftet Technology Review, der ejes af MIT (Massachusetts Institute of Technology). Christina Galitsky blev kåret som »Humanitarian of the Year«, blandt de 35 unge, der vandt priser for »årets bedste ideer«.
På scenen fortalte hun, hvor frustrerende det var, at denne type forskning og udvikling ikke rigtig fænger hos dem med pengene. De tænder på internetteknologi, nanotech og biotech. Hun må ved siden af sit daglige arbejde i et energiforsknings-laboratorium på Berkeley University ved San Francisco bruge alt for meget tid på at skrive ansøgninger om støtte.
Efterfølgende opsøgte jeg hende for at tale med hende netop om finansieringsproblemet. I Danmark har vi jo så stolte traditioner for ulandsstøtte. Her har vi har dygtige fremsynede, rige industrilokomotiver og koncerner, der også åbner på pengepungen til gode formål.
Så dette er en slags »Wanted«-annonce i en god sags tjeneste. Findes der nogen i det danske land, som på indirekte vis vil hjælpe kvinderne i Dafur, skove i hele verden, og familierne i Bangladesh. Hvem vil give Galitsky mulighed for at arbejde mere på projekterne og mindre på ansøgningerne? Hvor ville det være lykkeligt, hvis det også kunne give lidt bred opmærksomhed herhjemmefra over for den type rollemodeller. En person, der favner lige fra naturvidenskab og teknologi til industri til hjælpearbejde.
