23. november 2009, 08:20

På torsdag mødes to robotprofessorer, en japansk og en dansk, i Odense for at drøfte exoskeletons – »ydre skeletter«. Emnet bør du have øjnene vidt åbne for, da teknologien kan resultere i afgørende fremskridt for sundhedssektoren og handicappede.

Professor Yoshiyuki Sankai ved Tsukuba universitetet i Japan har allerede, via sit firma Cyberdyne, leveret adskillige exoskeletons til hospitaler. Hans produkt HAL (Hybrid Assistive Limb) findes i to versioner. Én til at spænde på benene på patienter, der skal have førligheden tilbage, og en mere omfattende version til arme og ben til personen, der skal kunne støtte og løfte tunge patienter uden at komme til skade.

Ben-botten bruges til genoptræning eller permanent hjælp til førligheden. Den aflæser de svage elektriske impulser fra svækkede muskler via elektroder på patientens hud. Signalerne sendes til en indbygget computer, der efter endt analyse aktiverer servomotorer, som forstærker »muskelvirkningen«. Forsøg indikerer, at HAL-brugen øger styrken af hjernesignalerne til musklerne betydeligt.
På den anden side af mødebordet i Odense sidder en af Danmarks absolutte topfolk inden for robotik, professor Henrik Hautrup Lund, der i mange år stod i spidsen for Danmarks første robotforskningscenter, Mærsk Instituttet ved Syddansk Universitet. Nu leder han Center for Playware på Danmarks Tekniske Universitet, men der er også andet end tech-støttet aktiverende legetøj på programmet.

Motivation til hård træning
»Vi har kompetencer indenfor, hvordan man kan motivere folk til at udføre de mange bevægelser, der skal til for at optræne sig i at gå med et sådant exeskeleton,« forklarer Henrik Lautrup Lund i en mail sendt fra Tanzania. Her arbejder han med et projekt, hvor børn med lammelser motiveres til at klare genoptræningen, som var det en leg. I det konkrete projekt gælder det en slags lang gulv-lyskasse opdelt i felter, der illumineres på forskellig vis, og så går der sport i hurtigt at få trådt på det oplyste felt, der straks skifter farve.

I et engelsksproget konferencereferat på nettet kunne jeg i øvrigt læse, at professor Sankai har nævnt en mulig leverance af body-bots til danske sygeplejersker, så de får mangedoblet »kræfterne« til tunge patienter. Jeg erfarer, at professoren har et møde med Mærsk-centrets hjemkommune, Odense, på torsdag, men jeg overvejede at fortie det. Der findes nemlig markante danskere, der giver udtryk for, at robothjælp er umenneskelig, og alle ved, at politikere let bliver påvirket.

Robotteknologi til personale, patienter og handicappede er desuden indledningsvis kostbar, og der findes vel administratorer, der synes, at en kørestol må være nok for den med permanente lammelser. I forvejen har historien herhjemme vist os, at der er læger nok, der modsætter sig alt eksperimentelt. Derfor er det nødvendigt, at de åbensindede kan lægge pres på politikerne.

Men det er også vigtigt, at Danmark dygtiggør sig forskningsmæssigt inden for, hvad der kan kaldes »velfærdsteknologi«. Landet har forspildt mange chancer for at bliver skabende inden for fremtidens tech-områder, men jeg vil tro, at en dansk/japansk-kombo inden for velfærdsteknologi kan blive attraktivt også for andre landes sundhedssektorer.

Ydre skeletter og »intelligente« proteser til hånd eller fod er blot nogle ud af mange forskellige mulige former for robotassisteret personlig hjælp i sundhedssektoren og udenfor.

For få hjælpere
Behovet? Kender du et menneske, der ikke fik den nødvendige fysiske genoptræning efter en blodprop eller en langvarig periode med gips på? Har du hørt om ældre eller handicappede, der må sidde timevis i en våd ble? Ved du, hvor mange sygeplejersker og sygehjælpere, der har fået ryggen ødelagt af tunge løft?

Du ved vel, at der bliver færre og færre »varme« hænder, samtidig med at den demografiske udvikling øget behovet for dem, ikke? Et ubekvemt faktum, som mange foretrækker at fortrænge.

Da vi for nylig hørte om et plejehjem, der havde investeret i en slags overdækket badekar, hvor ældre mennesker kunne bliver indsæbet og »spulet« via indbyggede dysere som i en jacuzzi, var forfatteren Lise Nørgaard blandt dem, der offentligt betakkede sig en sådan skæbne. Andre har en modsat synspunkt. Det erfarede jeg også forleden, hvor jeg fortalte om behovet for at få piger til at gå i lag med robotik. En 40-50-årig mand standsede mig efter foredraget. Hans mor havde hilst nyheden om en menneskelig »vaskehal« velkommen. Hun ville gerne være fri for, at det ene fremmede menneske efter det andet skulle vaske hende alskens steder.