31 nethandelsvirksomheder dyster om de ti priser, der uddeles ved E-handelsprisen 2011. Se finalisterne her.
26. april 2011, 12:30
Godt købmandskab, vækstpotentiale og udnyttelse af onlineuniversets muligheder. God kombination af online og offline salgskanaler. International ekspansion. Eller satsning på mobil nethandel.
Sådan lyder et udpluk af de kodeord, som nethandelsvirksomhederne vurderes på ved uddelingen af priserne til E-handelsprisen 2011 den 12. maj.
På baggrund af 131 kandidater er der nu udvalgt 31 finalister fordelt på otte kategorier, hvor finalisterne skal igennem en præsentationsrunde for juryen, der udvælger vinderne.
Læs også på EVB.dk:
Danske netbutikker taber til udlandet
Det er 11. gang, at E-handelsprisen uddeles. Den blev oprindeligt til på initiativ af IT-Branchen og UNI-C og blev drevet af IT-Branchen, indtil FDIH overtog ansvaret i 2006.
De første år gik bedømmelsen i konkurrencen meget på teknik og løsninger, mens juryen ifølge FDIH de senere år har haft mere fokus på forretning og købmandskab. Generelt er der fokus på udviklingen af forskellige kategorier, så der både er kendte gengangere og emner, der afspejler de aspekter af e-handel, som er oppe i tiden, lyder beskrivelsen af E-handelsprisen, der i år introducerer en ny kategori: Mobil e-handel.
Blandt vinderne i de otte kategorier B2B, B2C, B2C (mindre virksomheder), online kundeservice, cross-channel integration, mobil e-handel, startup og cross-border udvælges den bedste nethandelsvirksomheder, der modtager hovedprisen og deltagelse ved "Global E-commerce Summit", der er den europæiske konkurrence om at være den bedste e-handelsvirksomhed.
Derudover uddeles brugerprisen, der afgøres på grundlag af stemmer og en tilfredshedsmåling fra brugerne, samt Nykredits Digitale TænkNyt pris, der går til en person, som har skabt innovative projekter i de digitale kanaler, og for det modtager 25.000 kroner til en studietur til udlandet til yderligere inspiration.
Her er finalisterne til årets e-handelspriser:
B2B: Online salg af produkter og services til business-segmentet. I bedømmelsen lægges især vægt på godt købmandskab, service over for kunderne samt virksomhedens evne til innovation.
- E-conomic
- Miinto.dk
- Lemvigh-Müller
B2C: Online salg af produkter og services til forbruger-segmentet. I bedømmelsen lægges især vægt på godt købmandskab, service over for kunderne samt virksomhedens evne til innovation.
- Nemlig.com
- Interflora
- Billetlugen
B2C (mindre virksomheder): Mindre virksomheder - med maksimal årlig online omsætning på 25. mio. kr. fra et dansk website - online salg af produkter og services til forbruger-segmentet. I bedømmelsen lægges især vægt på godt købmandskab, service over for kunderne samt virksomhedens evne til innovation.
- Legeakademiet
- Sumopix
- Miinto.dk
Start-up: Nye e-handelsvirksomheder - højst 24 måneder. I bedømmelsen lægges vægt på opnåede resultater i forhold til markedet, virksomhedens vækstpotentiale og vækststrategi, og i hvor høj en grad onlineuniversets muligheder udnyttes i forretningen.
- Giftmanager
- Nemlig.com
- Bookcase.dk
Online kundeservice: Her lægges lægges vægt på effektiv og fremragende online service til kunderne. Kundeoplevelse og effektivisering af forretningen indgår i bedømmelsen. Udgangspunktet er kundens oplevelse af service både før og efter købet - eksempelvis mulighed for selvbetjening, vejledning og assistance samt nye måder at arbejde med kundeservice på som eksempelvis kundeservice via Facebook.
- Nykredit
- Flügger
- Telmore
Cross-channel integration: Her lægges vægt på evnen til at give den bedste ensartede kundeoplevelse offline som online. Den fysiske butik og onlinesalgskanalen skal spille sammen, så kunden oplever, at det er problemfrit at skifte mellem salgskanalerne.
- Danske Bank
- Flügger
- Sticks’n’Sushi
Mobil e-handel: Her lægges vægt på innovativ brug af mobilen eller applikationer til at drive salg. Det kan være services, der understøtter kundens købsbeslutninger, og de skal være tilpasset det mobile medie.
- DSB 1415
- E-tilbudsavis
- Easypark
Cross-border: Dansk baserede virksomheder, der benytter onlinekanalen til international ekspansion og salg i udlandet. Virksomheden skal være synlig i Danmark.
- Just-eat
- 23Video
- LEGO




























































