Da denne besked i 1986 dukkede op på skærmen hos brugere af den legendariske computer Commodore 64, markerede det, at PC-æraen var blevet suppleret af computervirus-æraen.
26. december 2007, 08:45
Det er i år 25 år siden, at den legendariske hjemmecomputer Commodore 64 begyndte sin sejrsgang i den vestlige verdens stuer. Kort tid efter begyndte de første computervira også at dukke op og gøre livet surt for de forbløffede brugere. Det skriver antivirus-selskabet Kaspersky Labs.
En af de allertidligste stykker "malware" kom fra tyskland i 1986, og bagmændene var muligvis en hackergruppe, der kaldte sig Bayrische Hacker Post. Den uønskede software, fik beskeden ""Hej fede, dette er en ægte virus" til at dukke op på Commodore 64-brugernes skærme i skiftende farver og på tysk.
På trods af dette eksempel var malware ikke udbredt i 1980erne. Vira kunne kun inficere andre computere, hvis de blev overført via en floppy-diskette fra en maskine til den næste. Derfor har Kaspersky Lab kun kunnet finde syv typer af malware til Commodore 64 her til fødselsdagen.
"At bytte disketter i skolen dengang svarer i dag til P2P-netværk og til USB-nøgler, som mange stikker i maskinerne uden at tænke sig om. Trusselsbilledet er jo et andet i dag end for 25 år siden. Men sund fornuft er stadig uvurderlig," siger Stefan Huulbæk Andersen, landechef for Kaspersky Lab i Danmark.


























































