Danmarks største teleselskab betaler mange millioner kroner for at kunne give kunderne musik.
1. juli 2008, 08:24 – opdateret 2. juli 2008, 08:31
Det koster TDC 40-50 millioner kroner over de første to år at tilbyde sine kunder gratis musiklytning.
Første afregning sker i september i år, men efter de første to år skal TDC betale for det faktiske forbrug kombineret med en månedlig minimumsbetaling pr. husstand med adgang til TDC Play, som musiktjenesten hedder.
Det fremgår af bladet KODA/DK, udgivet af KODA, som bestyrer komponisternes rettigheder i Danmark.
Komponister firdobler indtægten
TDC åbnede 1. april Play, hvor langt de fleste TDC-bredbåndskunder, i omegnen af en halv million, har ubegrænset og gratis adgang til at kunne lytte med på omkring en million musiknumre. Musikken kan hentes ned til en computer eller mobiltelefon, hvor den kan aflyttes, så længe man er TDC-kunde. Den kan ikke overføres til f.eks. en MP3-afspiller, men TDC vil senere tilbyde muligheden for overførsel, hvis man betaler et mindre beløb.
KODAs medlemmer får med Play-aftalen mere end firdoblet indtægterne for onlinemusik.
I maj hentede TDCs kunder 1,7 millioner enkeltnumre og albums til PCer og mobiltelefoner, i debutmåneden april 1,9 millioner. Alt i alt er der i april og maj hentet 16 millioner numre, svarende til at hver dansker i gennemsnit har hentet tre numre.
Konkurrenterne tænker
Play omfatter musik fra verdens fire største pladeselskaber - Universal Music, Sony BMG, EMI og Warner Music - samt en lang række skandinaviske pladeselskaber.
Både Telia og Sonofon rumsterer med deres svar på konkurrencen, og den finske mobilgigant Nokia, der står bag to af hver fem solgte mobiltelefoner i hele verden, er også på vej til Danmark med sin musikbutik, hvor man gratis i et år kan forsyne sig på alle hylder.
Læs også:




























