Google-telefonen afsløret

Selv om telefonen først bliver lanceret officielt senere i dag, er billeder af den længe ventede Google-telefon allerede sluppet ud på nettet.

Op til lanceringen af den mest hypede telefon siden Apples iPhone er de første billeder af den nye HTC-telefon, der kører Googles nye Android-system allerede sluppet ud på nettet.

Telefonen ligner en ganske almindelig smartphone med fuldt tastatur - men udmærker sig ved at være langt fra lige så ekslusivt designet, som HTC ellers har for vane med eksempelvis deres Touch Diamond-telefoner.

Enkel brugerflade

Google-telefonen, der i første omgang kun sælges af T-Mobile i USA, forventes at få en prismærkat på godt 200 dollars. Den bliver officielt introduceret senere tirsdag i New York og bliver dermed den første kommercielt tilgængelige Google-telefon, som verden ser. Tidlige prototyper blev dog demonstreret tidligere på året på Mobile World Congress-messen i Barcelona, hvor de første indtryk var, at telefonens brugerflade ligner en Mac-computer mere end en vanlig smartphone, med en meget simpel og grafisk brugerflade og en trykfølsom skærm - ganske ligesom Apples iPhone.

Ikke overraskende er specifikationerne på den nye telefon viklet ind i Googles tilbud på nettet og vil, ifølge Engadget.com, kræve en gratis Google-konto, hvis man vil have adgang til de mere avancerede funktionaliteter. Telefonen bliver forsynet med et 3.1 megapixel kamera, GPS og hukommelse op til otte gigabyte.

Ifølge magasinet BusinessWeek, forventer analytikere at telefonen vil sælge mellem 200.000 og 400.000 eksemplarer i år - forudsat at den kommer på markedet i oktober. Holder tallet stik, bliver telefonens markedsandel så lille, at den dårligt kan ses i nogle statistikker. Næste år forventes telefonen at sælge op mod tre millioner eksemplarer globalt.

Benhårdt marked

Googles telefon er ikke alene udviklet af Google alene, men derimod af en række samarbejdspartnere i den såkaldte Open Handset Alliance, der omfatter en række store teknologiselskaber. På forhånd har flere analytikere været kritiske over for Googles chancer for at gøre en forskel i det benhårde mobilmarked, hvor Apple de seneste år har løbet med alt opmærksomheden for deres iPhone. Alligevel har Google til en vis grad formået at gøre Apple kunsten efter og kapre presseomtale i kilometervis.

Telefonen forventes i butikkerne i USA i oktober, men det er uvist, hvornår danskerne kan købe en.

 



Markedet lige nu