Google-telefon går ned

Googles nye telefoner på styresystemet Android går ned, hvis man i en sms skriver 'genstart' på engelsk.

De glade ejere af en Google-telefon har fået sig en slem overraskelse.

Google-telefonen, som bygger på det særlige Android-styresystemet, viser sig nemlig at genstarte, hvis man i en sms-besked skriver netop ordet genstart - på engelsk 'reboot'.

Det skriver BBC.

Google arbejder nu på højtryk for at løse problemet, inden telefonen skal sælges på blandt andet det britiske marked.

Problemet blev opdaget, da en mand var i færd med at skrive en sms-besked til sin kæreste og i den forbindelse brugte ordet reboot.

"Jeg var midt i en tekst-konversation med min kæreste, da hun spurgte, hvorfor jeg ikke havde svaret hende," skriver manden på Googles website ifølge BBC.

Google har allerede opdateret sin software, så telefonerne kan blive fikset.

"Sammen med vores partnere er vi ved at finde en måde at få installeret opdateringerne på, siger en talsmand for Google ifølge BBC.

Google-telefonen har tiltrukket sig stor opmærksomhed, fordi dens styresystem er en såkaldt åben platform, hvor alle - også andre end Google selv - kan udvikle videre på softwaren.

Det betyder, at der i teorien ikke er nogen øvre grænse for, hvor telefonen kan bevæge sig hen - og det kan for alvor sætte skub i udviklingen af mobiltelefonerens funktionalitet.

 



Markedet lige nu