Android-telefonen bliver vist frem på verdens største mobilmesse - måske allerede mandag. De første telefoner kommer i handelen i år.
11. februar 2008, 10:17
Googles nye mobiltelefon, Android, bliver fremvist i dag, mandag.
Det sker på verdens største messe for mobiltelefoni, Mobile Word Congress, i Barcelona i det nordøstlige Spanien, hvor Texas Instruments har annonceret, at en prototype bliver vist frem.
Google producerer ikke selve telefonen men står for »indmaden«, nemlig det styresystem og de programmer, som ligger på den. Det er baseret på Linux Mobile, som konkurrerer med bl.a. Windows Mobile fra Microsoft.
Et tryk er nok
Texas Instruments, som producerer computerchips, vil vise Android-telefonen, som den er døbt. Den har angiveligt adgang til nøgleprogrammer ved tryk på en enkelt knap - f.eks. til at komme på Internet, til indbakken, til straksbeskeder som Messenger eller til videoklip.
Netop fordi styresystemet er Linux Mobile, som er et open source-program, kan programmører selv udvikle nye programmer eller få mobiltelefonen til at spille sammen med PCer.
Android-telefonen fra Texas Instruments vil få indbygget trådløst net ud over de kortrækkende Bluetooth-radioforbindelser.
Første telefoner til salg i år
Omkring 30 firmaer arbejder sammen med Google om at få de nye telefoner på markedet. Også den britiske chipproducent ARM Holdings ventes at vise Android, og mobildelen T-Mobile af Europas største teleselskab, Deutsche Telekom, er blandt dem, der forventer at kunne sælge de første Android-telefoner allerede i år.
Selve telefonerne skal produceres af en række af de større mobilfabrikanter.































