Google scorer kassen trods krise

Søgegiganten Google fortsætter sin heftige vækst, viser tal for tredje kvartal. Googles overskud vokser med 26 procent.

Den californiske søgegigant Google satte her til morgen en fed streg under sin dominans på markedet for søgeordsannoncering. Selv om både dagblade og netmedier lider under den generelle økonomiske krise og dertil hørende nedgang i annoncerne, fortsætter Google den eksplosive vækst, som selskabet har præsteret i noget, der efterhånden minder om evighederheder.

Google hentede 1,35 mia. dollar i trejde kvartal - ud af en omsætning på i alt 5,54 mia dollars. Det er en stigning i overskuddet på 26 procent.

Det er første gang Googles model for annoncering for alvor skal stå sin prøve. En af ideerne bag Googles model er, at annoncerne tilpasser sig det, brugerne søger efter - eller det, der står i brugerens mails, når de modtages hos Googles mailtjeneste. Dermed er annoncerne altid relevante - og det kan Google kradse godt med penge ind på fra annoncørerne.

Google har gennemlevet en række kriser, men ingen af den nuværende kaliber. Derfor kan det positive resultat ses som et udtryk for, at analytikere har ret, når de påstår, at Googles model er overlegen i modvind, fordi annoncørerne får mere value-for-money end ved traditionel bannerannoncering.

En opgørelse, foretaget af IT-avisen ComON har tidligere vist, at Google i Danmark sidder på en markedsandel på godt 20 procent på det samlede marked for online-annoncering.
Google-aktien har ellers tabt gevaldigt på Nasdaq siden finanskrisens start, men umiddelbart efter offentliggørelsen steg aktierne fire procent.

Selskabet har den senere tid markeret sig meget offensivt. Først med lanceringen af Chrome-browseren, der dog ikke har vundet afgørende indpas endnu. Dernæst med lanceringen af Google Android, i forbindelse med T-mobiles lancering af HTCs G1-telefon, der var den første af sin art med Googles system indbygget. Både Android og Chrome er gratis, men understøtter dog Googles øvrige annoncefinansierede aktiviteter.

 



Markedet lige nu