Forklædte spionprogrammer fik telefoner til at sende meget overtakserede SMS-beskeder.
14. december 2011, 15:45
Internetgiganten Google har igen måttet gribe ind og har fjernet 22 småprogrammer fra sit Android Marked, efter at det er afsløret, at de rummer svindlersoftware.
De små programmer, som frit kan hentes til alle mobiltelefoner med Google Android som styresystem, udgav sig for at være kendt software som f.eks. det uhyre populære Angry Birds-spil. Men når telefonejeren troede, at han var i færd med at hente et spil eller et program, gav han i virkeligheden telefonen lov til at sende en overtakseret SMS-tekstbesked til over 8,50 kroner.
Det var sikkerhedsfirmaet Lookout i San Francisco, USA, der informerede Google om svindelen. Det har medført, at 22 miniprogrammer nu er fjernet fra Android Marked. Lookout mener, at det er russere, der står bag svindelen, og at der er hentet mindst 14.000 miniprogrammer med det såkaldte »RuFraud«-svindelprogram.
Hvor Apple yder en kontrol, der ikke lader de gamle, kommunistiske østbloklande meget tilbage i grundighed og styring, når nogen vil lægge programmer ud i Apples App Store, giver Google fri adgang for alle.
Google har derfor tidligere måttet fjerne store mængder af skadelige programmer.




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten