Omstrukturering sidste år giver pote. GN Store Nords omsætning og overskud stiger. (Opdateret kl. 8.30)
11. august 2010, 08:21
GN Store Nord, der producerer høreapparater og hovedsæt til mobiltelefoner, fastholder sine forventninger efter et halvårsregnskab med stigende omsætning og et stærkt stigende driftsoverskud før afskrivninger.
GNs samlede omsætning blev på 1.286 millioner kroner. Det svarer til en organisk vækst på tre procent i forhold til andet kvartal 2009. Driftsoverskuddet (EBITA) blev på 113 millioner kroner - en stigning på 111 millioner kroner på seks måneder.
Største omsætning siden 2008
GN Resound, som producerer høreapparater, stod med 789 millioner kroner for den største omsætning siden udgangen af 2008, mens GN Netcom, der laver mobilhovedsæt, efter en omstrukturering af produktionen og forsyningskæden i 2009 rider med på mobilbølgen og omsatte for 495 millioner kroner eller otte procents fremgang. GN Netcom udvider nu salgs- og markedsføringsorganisationen for at følge med.
GN Resound forventer at kunne levere en vækst, der ligger højere end markedets generelle vækst, i andet halvår af 2010. De seneste fem kvartaler har selskabet haft negativ, organisk vækst men henter nu et driftsoverskud hjem på 63 millioner kroner eller 54 millioner mere end sidste år.
Det giver fornyet optimisme:
»Forventningen er baseret på den vellykkede lancering af Surround Sound by ReSound-produkterne ReSound Live og dot2 by ReSound i slutningen af 2009 og den globale lancering af ReSound Alera,« siger GN Resounds administrerende direktør, Lars Viksmoen.
Retssager om milliarder
En langvarig voldgiftssag ved retten i Wien i Østrig ventes afklaret i september i år. Den handler om fiberkablet Nord-Syd Link, som TDC og GN etablerede i Polen i begyndelsen af 1990erne. De blev lovet 14,8 procent af fortjenesten men måtte i 2001 anlægge sag mod Telekommunikacja Polska (TPSA), Polens svar på TDC. TDC og GN kræver 6,6 milliarder kroner i erstatning for perioden 1994-2007.
Tilsvarende vil GN nu anmelde et erstatningskrav på en milliard euro mod det tyske Bundeskansleramt, som i 2007 forbød salget af GN Resound til Sonova. Den tyske højesteret erklærede i maj i år beslutningen for ulovlig.




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten