Af de store mobilproducenter mangler kun Motorola at sætte en frist for, hvornår det er slut med skadelige kemikalier. Se her, hvor meget elektronikproducenterne sviner.
17. september 2008, 11:14 – opdateret 16. maj 2012, 15:45
Efter hårdt pres fra blandt andre miljøorganisationen Greenpeace har fem af de seks førende mobilproducenter nu sat en frist for, hvornår alle mobiltelefoner er fri for skadelige kemikalier som PVC og bromerede flammehæmmere.
Greenpeace har netop udgivet sin »Guide til grønnere elektronik«, som måler elektronikproducenterne på, hvor grønne de faktisk er. Den finske mobilkæmpe Nokia, som står bag to af hver fem solgte mobiltelefoner i verden, ligger i top med syv points ud af ti mulige. Herefter følger sydkoreanske Samsung (mobilproducent nummer to) med 5,7 points, Fujitsu Siemens med 5,5 points og japansk-svenske Sony Ericsson med 5,3 points. Kun amerikanske Motorola, som er verdens tredjestørste mobilproducent, har ikke fastsat frister for, hvornår de skadelige stoffer ikke længere anvendes i telefonerne.
»Utroligt men sandt og helt ubeskriveligt godt nyt for miljøet og vor reproduktionsevne,« lyder det begejstret fra miljøbiolog hos Greenpeace Norden, Henrik Pedersen, over resultaterne.
Også grønnere energi
Men elektronikproducenterne tænker også grønnere på andre fronter. Apple, Nokia, Sony Ericsson og Samsung ligger ifølge rapporten forrest med at nedsætte deres eget energiforbrug og dermed udledningen af drivhusgassen CO2. Nokia henter allerede 25 procent fra vedvarende energi og skal nå 50 procent i 2010. Hewlett-Packard vil nedsætte udslippet med 25 procent samme år.
Greenpeaces rapport (på engelsk) kan hentes her: Guide To Greener Electronics



























































