Der er lyspunkter for Stein Bagger-plagede JMI-invest, der ellers er i knæ ovenpå IT-Factory-svindlen. Fullrate - der ejes delvist af JMI-invest - klarer sig forrygende.
19. februar 2009, 12:58 – opdateret 17. maj 2012, 14:25
Mens telebranchen i øvrigt er ramt af udbredt jammer og klage, går det helt anderledes forrygende for den lille bredbånds-rebel Fullrate. Selskabet, der ejes delvist af Asger Jensbys Stein Bagger-plagede JMI-invest, fordoblede deres omsætning i forhold til sidste år, viser selskabets regnskab for 2008.
Omsætningen er nu på knap 181 millioner kroner - og på to år har Fullrate vendt et underskud før skat på 6,5 mio kroner til et overskud på 3,5 mio. kroner.
Det sker mens hele bredbånds-markedet er under et heftigt prispres. Både TDC og Cybercity har meldt om stilstand eller endda svag tilbagegang i antallet af bredbåndskunder - delvist fordi markedet for bredbånd er stort set mættet, men også fordi elselskaberne har fået en anelse bedre fat i markedet.
TDCs modsvar har været at pakke gratis musik - i form af tjenesten Play - ind i bredbåndspakkerne, og flere andre udbydere forsøger sig med lignende tiltag for at holde på kunderne - og for at undgå at blive malet op i et hjørne, hvor teleselskabet kun leverer den rå forbindelse, mens andre tjener penge på det indhold, der leveres gennem kablerne.
Fullrate har fra begyndelsen haft en omvendt strategi - nemlig at levere forbindelsen uden ret meget andet. En model, der minder om mobilselskabet Telmores tidlige dage.
Fullrate fremhæver selv, at væksten delvis skyldes, at selskabet har fået bedre fat i Erhvervssegmentet. En af de nyere tiltag er dog mobilt bredbånd, som Fullrate sælger efter den vanlige skrabede model, hvor det er forbindelsen og intet andet, der betales for.


























































