Frygt for netcensur efter spilblokering

Danskernes frie bevægelsesfrihed på internettet er truet, når politikerne vil blokere for udenlandske spilsider, som kan være lovlige i hjemlandet, mener både interesseorganisationer og teleselskaber. Der kommer ingen »Great Wall of China«, lover Venstre.

Frygten for censur af danskernes mulighed for frit at kunne bruge internettet breder sig, efter at et næsten enigt folketing for halvanden uge siden besluttede at spærre for adgangen til de udenlandske spilsider - som ikke lader sig registrere og dermed betaler til det danske foreningsliv, sådan som Danske Spil gør.

- Lovgivningen vil bl.a. indeholde [...] afskærmning mod ulovlige udbydere ved betalingsblokering - ved internetblokering - og ved fastholdelse af det gældende reklameforbud, hedder det i aftalen mellem samtlige partier undtagen Enhedslisten.

Skråplan og glidebane

Interesseorganisationen Dansk IT, der samler 6.000 it-professionelle uden for selve it-branchen, taler direkte om censur.

- Det er et skråplan, at man via blokering på nettet vil undgå bestemte ting, som man af den ene eller anden grund ikke bryder sig om. Det er efter vor mening censur, og sådan noget forholder Grundloven sig til ikke må indføres. Internettet er en kanal til transport og udveksling af information. Vi siger til kineserne, at det er meget betænkeligt, ja, uartigt, at de blokerer for bestemte søgninger. Hvad er forskellen? Dette er ikke tilstrækkeligt gennemdrøftet og vurderet, og man skal ikke snuble ind i sådan en løsning, siger Klaus Kvorning Hansen, formand for Dansk IT.

Han mener desuden, at det er en fuldstændigt umulig opgave at håndhæve en sådan lovgivning.

- Skal vi så også blokere for alle netsteder, hvor man kan købe kopiprodukter? Nej, her går det for vidt. Desuden er en række af spiludbyderne faktisk fuldt lovlige i andre lande. Man bør i stedet straffe forbrydelsen, når og hvor den finder sted, siger han.

Internet-udbyderne er også betænkelige.

- Det er udtryk for glidebane. Nu er det spil - hvad bliver det næste? Medicin fra udlandet? Der findes rigtig mange beskyttelsesværdige formål, som i princippet umiddelbart kan retfærdiggøre tiltag af denne karakter. På den anden side har vi ønsker og ambitioner om et åbent og frit internet. Derfor må man stille sig selv spørgsmålet: Hvornår er grænsen overskredet? Det er en meget principiel diskussion, der burde fortjene mere offentlig debat i stedet for denne meget lukkede politiske proces, siger Nicholai Kramer Pfeiffer, regulatorisk chef i Telenor.

Telenor venter på, at Højesteret skal behandle en sag, hvor Tele2 - som Telenor senere købte - af fogedretten blev påbudt at blokere for kundernes adgang til det svenske netsted Pirate Bay, som ifølge svenske domstole henviser til ulovligt kopieret musik og film. Efter kendelsen lukkede stort set alle danske internet-udbydere for adgangen. Telenor ønsker vurderet, om lukningen er lovlig, og har også anket over, at det ikke står klart, hvordan et sådant forbud senere kan ophæves. Nicholai Kramer Pfeiffer forventer, at Højesteret vil behandle sagen senere i år. Der udveksles stadig processkrifter. Omvendt tror han ikke, at man specifikt vil inddrage spilhjemmesiderne i sagen.

Ingen Kina-mur

Forbrugerrådet vil ikke kommentere den konkrete spilsag, men er generelt betænkelig ved indgreb:

- Man bør nøje overveje, når man vælger at foretage indgreb i den frie adgang til informationer på nettet og udveksling af ideer og viden, hvad formålet er, og hvad der er den reelle effekt. Der skal være proportioner i, hvad man opnår i forhold til skaden og effekten af, hvad man gør. Når man spærrer for trafikken et sted, flyder den på nettet blot ad en anden vej, siger Martin Salamon, økonom i Forbrugerrådet.

Venstres it-ordfører, Michael Aastrup Jensen, maner dog til besindighed.

- Vi har gjort dette efter mange overvejelser. Det gælder for os om at finde en løsning, så der er så lige betingelser som muligt for de firmaer, der autoriseres. Derfor skal andre ikke kunne fortsætte og operere fra for eksempel en Malta-adresse. De bedste erfaringer har vi ved at spærre for børneporno. Det bliver hverken »Great Wall of China« eller andet tilsvarende. Det er en måde at sende et signal til hr. og fru Jensen om, hvem der er autoriseret. Det er ikke en servicemeddelelse, siger han.

 



Markedet lige nu