Danskerne betaler alt for meget for deres TV-kanaler nu, fordi de kun kan købe dem i alt for store pakker, mener Konkurrence- og forbrugerstyrelsen efter en større undersøgelse af markedet. 90 procent betaler for kanaler, som de slet ikke bruger. Politikerne må nu afgøre, om der skal gribes ind.
3. november 2011, 11:00
Danskerne bør kunne købe de TV-kanaler, som de selv har lyst til, uden at de skal tvinges til at købe samlede pakker. Det vil sikre en langt bedre konkurrence på hele markedet og billigere priser.
Det mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter at have undersøgt det danske telemarked grundigt i en ny rapport, »Distribution af TV-kanaler«, som offentliggøres torsdag formiddag.
Danskerne betaler for meget
»Konkurrencen mellem TV-distributørerne og TV-stationerne er ikke effektiv i dag. Det går ud over forbrugerne, som kommer til at betale for meget eller er nødt til at vælge et produkt, som ikke matcher deres ønsker.Man er typisk nødt til at købe store pakker, som rummer alt muligt andet, som man ikke er interesseret i men alligevel må betale for. Vi vurderer, at markederne ikke af sig selv vil udbyde TV-kanaler med mulighed for enkeltkøb i tilstrækkeligt høj grad inden for en overskuelig fremtid. Vi kan ikke selv gribe ind - så ville vi have gjort det,« konstaterer styrelsens direktør, Agnete Gersing.
Kun hos få TV-leverandører kan man i dag - og kun i begrænset omfang - vælge enkeltkanaler. Reelt betaler danske husstande derfor for kanaler, som de slet ikke er interesseret i at modtage og se. Konkurrencestyrelsen vurderer, at knap 90 procent af danskerne betaler for flere kanaler end de bruger, både fordi TV-kanalerne selv nægter at sælge dem enkeltvis, og fordi TV-leverandørerne helst vil sælge dem i større eller mindre pakker.
Politikerne afgør indgreb
»Hvis der er et politisk ønske om, at forbrugerne med sikkerhed skal have mulighed for frit valg af TV-kanaler, vil det være nødvendigt med lovgivning,« siger Agnete Gersing, som opfordrer til, at der nedsættes et udvalg, som skal se på, hvordan det kan gøres.
Hun mener, at forbrugerne som udgangspunkt altid skal have mulighed for at vælge TV-kanalerne enkeltvis, uanset om man får dem via antenne, en antenneforening, kabel-TV eller internetforbindelsen. Leverandørerne skal fortsat kunne tilbyde pakker, men TV-kanalerne skal tilbydes »helt à la carte eller som à la carte-kanaler oven på en grundpakke«. Buddet er, at cirka 15 procent af danskerne vil skifte fra pakker til frit valg, selv om enkeltkanaler sandsynligvis vil blive dobbelt så dyre, som hvis de indgår i en pakke.
De nuværende - få - fritvalgspakker er hæmmet af, at nogle TV-leverandører ikke kan levere centrale kanaler, ligesom f.eks. YouSee i en måned har tilbudt frit valg.
»Men der er væsentlige begrænsninger. Man skal købe en grundpakke med betalingspakkekanaler i, som er relativt dyr. Desuden skal man købe mindst fire frit valgskanaler, og mange centrale kanaler som f.eks. 3 og TV 2 Sport mangler. Der er med andre ord et stykke til rigtigt frit valg. Det kommer ikke af sig selv. De store TV-distributører og TV-stationer har ingen interesse i at ændre på det. De regner med, at folk køber flere kanaler, end de er interesseret i. Det tjener man penge på, så hvorfor lave det om?« konstaterer Agnete Gersing.
TDC sidder på halvdelen
Hver dansk husstand betaler årligt omkring 4.500 kroner for at se TV. I dag findes der seks leverandører af TV-kanaler, men langt de fleste steder i Danmark kan man kun vælge en eller to af dem. 30 procent af de danske husstande kan f.eks. ikke få kabel-TV, ligesom man stadig mange steder via lokalplaner er bundet til en bestemt - tidligere ofte kommunalt ejet - TV-leverandør. Også det begrænser konkurrencen, mener myndighederne.
TDC og TDCs datterselskab YouSee sidder på 48 procent af det danske TV-marked, Viasat har 20 procent, Canal Digital (som ejes af norske Telenor) har 15 procent, Stofa (som den svenske kapitalfond Ratos sidste år købte af Telia) har 11 procent, Boxer (som har eneretten på at sælge TV i Danmark leveret via luften) har to procent, og andre (heriblandt elselskaberne gennem deres fibernet) sidder på fire procent af de danske husstande.
»Markedet er præget af få store TV-distributører og TV-stationer. Der er også høje adgangsbarrierer, som betyder, at det er vanskeligt for nye aktører at få adgang til distributionsnet og centrale kanaler,« mener Konkurrencestyrelsen.
Det bliver dyrere ved frit valg
Diskussionen om frit valg blandt TV-kanaler har stået på i flere år i takt med, at priserne på pakkerne skrues i vejret og nu fra januar får endnu et nøk opad, når TV 2 bliver en betalingskanal. Direktør Niels Breining fra YouSee, som er Danmarks største kabel-TV-selskab, har gentagne gange sagt, at salg af TV-kanalerne enkeltvis vil gøre den enkelte kanal langt dyrere, end hvis den er en del af en pakke, fordi færre abonnenter på den enkelte TV-kanal skal betale selve indkøbet af kanalen.
Den vurdering er Konkurrencestyrelsen enig i.
»Det er mest sandsynligt, at større muligheder for enkeltkøb vil betyde højere enkeltsalgspriser i forhold til priser i pakker,« mener Konkurrencestyrelsen, som ikke tror, at et politisk indgreb vil få den store betydning for priserne på de TV-pakker, som det altovervejende flertal af danskerne i dag køber.
Ingen tekniske hindringer
En undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen fra 2009 viste, at 23 procent af danskerne gerne ville betale mere, hvis de kunne få præcis de kanaler, som de ønskede at se.
Der er ifølge styrelsen ikke længere nogen tekniske hindringer for, at danskerne kan købe deres TV-kanaler enkeltvis, blot man kan modtage digitale signaler.
»Indtil for to år siden var der en rigtigt god grund til at levere TV-kanaler i pakker. Den tid er forbi, siden man i 2009 begyndte at levere digitale TV-signaler,« siger Agnete Gersing.
Ingen andre lande har lovregulering om enkeltsalg af TV-kanaler.
Hent rapporten hos Konkurrence- og forbrugerstyrelsen (PDF-format): http://www.kfst.dk/fileadmin/webmasterfiles/publikationer/konkurrence/2011/Distribution_af_TV-kanaler.pdf



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten