Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fortsatte besparelser redder TDC

Yousee er eneste lyspunkt i det kvartalsregnskab, som TDC netop har fremlagt. Det bliver ualmindelig svært at afhænde TDC, mener teleanalytiker.

Faldende omsætning - men stigende indtjening. Sådan lyder den ultrakorte beskrivelse af det regnskab for tredje kvartal, som TDC netop har fremlagt. Men det er besparelser, der er årsag til forbedringerne, og det vil gøre livet surt for de kapitalfonde, der ejer TDC på længere sigt. Det mener teleanalytiker John Strand fra Strand Consult.

TDC noterede sig i tredje kvartal et omsætningsfald på 1,7 procent - men en forbedring af driftsindtjeningen (EBITDA) på 4,4 procent. Kigger man regnskabet efter i sømmene, er der dog tilbagegang på samtlige af TDCs forretningsområder, undtagen hos kabel-TV-afdelingen Yousee. Både erhverv, fastnet og mobil går tilbage i omsætning, og det er alene adm. dir. Jens Alders fortsatte fokus på effektivisering og optimering, der gør bundlinjen pæn.

Eneste vækstområde er Yousee, der har øget omsætningen fra 2.109 mio. i samme periode sidste år til 2.407 mio. kroner i år. Alle øvrige forretningsområder har omsætningstab.

"TDC sparer sig til en bedre indtjening. Lyspunktet er Yousee, hvor der er fin vækst. Men den mest sorte plet i regnskabet er Sunrise, der står øverst på TDCs salgsliste. Her ser det slet ikke godt ud og Sunrise fortsætter kvartal efter kvartal med at lave dårligere og dårligere resultater," siger John Strand.

Sunrise er et af TDCs efterhånden ganske få udenlandske aktiviteter. Det schweiziske selskab er dog underlagt en hård konkurrence fra dominerende Swisscom og har vist sig at være ualmindelig svært at sælge fra.

Benhård konkurrence

Mens konkurrenterne TeliaSonera og Telenor lukrerer på stadigt stigende omsætning i verdens vækstmarkeder, er TDC - der efterhånden næsten kun har forretninger herhjemme - presset af faldende omsætning i Danmark, hvor konkurrencen er benhård, og hvor det bliver tiltagende mere svært at tjene penge på kerneforretningen - telefoni.

Derfor er kapitalfondende, der ejer TDC, på spanden, mener John Strand.

"TDC er gode til at spare penge, men der kommer en dag, hvor det bliver svært at fortsætte med at spare. Men hvis TDC skal være attraktiv for en potentiel køber, skal det ikke være besparelser, men basisdriften, der er skal være i orden. TDC tjener stadig mange penge og fortsætter med at nedbringe sin gæld. Men der er ingen industrielle købere, der vil være interesserede at købe TDC, som det er i dag," siger John Strand.

På børsen
TDC er ejet af selskabet NTC, Nordic Telephone Company, der består af fem kapitalfonde. Investeringshorisonten for disse fonde er typisk tre til fem år, hvorefter TDC kan forvente at blive solgt fra igen. Men det er nærmest umuligt, mener John Strand, der ikke kan forestille sig, at et andet teleselskab eller en anden industriel køber, vil være interesseret i TDC.

"Enten må NTC indstille sig på at eje TDC i rigtig mange år, eller også er eneste mulighed at sælge selskabet på børsen, hvilket ikke er optimalt i den nuværende økonomiske situation. På kort sigt kan fondene dog ikke gøre andet end at fortsætte med at optimere og effektivisere TDC og så håbe på bedre tider," siger John Strand.

Omsætningen i TDC faldt i perioden fra 29.610 mio kroner sidste år til nu 29.110 mio. kroner i år. Periodens resultat røg ned med 61,6 procent til nu 2730 mio. kroner - men det drastiske fald skyldes primært sidste års afhændelse af selskabet Bité og Talkline.

 




Markedet lige nu