12. juli 2010, 07:13 – opdateret 12. juli 2010, 07:35

Nogle mennesker bliver »bare« syge af deres medicin, andre dør, fordi højre hånd i behandlingssystemet ikke ved, hvad venstre hånd har ordineret. Alligevel foregår der et uskønt slagsmål, som forhindrer gennemsigtighed i medicineringen. Et nyt IT-system skulle have været på plads ved udgangen af 2009. Det er nu skubbet til 2011, men spørgsmålet er, om det holder.

Selve kernen i systemet, der hedder det fælles medicinkort (FMK), er på plads og en vellykket pilotdrift gennemført. Alligevel trækker den brede realisering ud, og aktørerne har travlt med »the blame game«, hvor de skyder skylden på hinanden.

Der er mange om at udskrive medicin: Praktiserende læger, speciallæger, vagtlæger, sygehuslæger og den kommunale hjemmepleje. Men ofte uden adgang til aktuel viden om, hvad andre allerede har givet af type og dosering. Hvad var for eksempel de røde, blå og hvide piller, den syge havde med sig ved indlæggelsen? Og hentede den skrantende nogensinde sin receptpligtige medicin på apoteket?

Læs også: Papkort afslører erhvervsfolks helbred

Det handler om meget mere, der i dag er gætværk, men også om, at borgeren selv skal kunne orientere sig bedre om sin medicinering.

Med medicinkortet samles oplysningerne omsider, så usikkerheden om, hvad andre har givet, erstattes med viden efter få klik. Det var de praktiserende læger, der tilbage i 2006 tog initiativet, og i 2007-2008 definerede en række af dem sammen med sygehuskolleger, hvad systemet skulle kunne.

Ansvaret blev forankret i Lægemiddelstyrelsen. Sideløbende fik de praktiserende læger deres IT-leverandører til at arbejde på den nødvendige ekstrafunktion til praksissystemerne, og sygehusejerne skulle få deres systemer på plads.

Haarder placerer skyld

I sidste uge blev de praktiserende læger imidlertid udråbt som de grådige skurke, der sætter en stopper for medicinkortet. »De ønsker ikke på nuværende tidspunkt at medvirke,« lød beskeden fra indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) til Folketingets sundhedsudvalg. Ifølge ministeriets papir kræver Praktiserende Lægers Organisation (PLO), at medlemmerne honoreres for »at opdatere og anvende« medicinkortet, og det skal indgå i overenskomsten med regionerne.

Men hvis sundhedsudvalgets medlemmer nærstuderer ministerens papir, står det klart, at regionerne også er blandt skurkene. Sygehusenes medicinmoduler har ikke den fælles funktionalitet på plads. Selv om de praktiserende læger skulle vende om på en tallerken i morgen og sige nej til at være »the bad guys«, ville projektet ikke være i hus.

Længst fra mål er de to store regioner, Region Midtjylland, som forventer at være færdig i efteråret 2011, samt Region Hovedstaden, der ifølge ministerens papir slet ikke har påbegyndt de tekniske tilpasninger af sit medicinmodul. Jeg erfarer, at besparelseskrav satte »medicinkortet« på pause.

Læs også: Sundheds-IT for 700 mio. kr. i klemme

Men ministeren valgte alene at fremhæve praktiserende lægers krav om honorering som stopklodsen. Han tilføjede ikke, at regionerne for få år siden krævede et kæmpebeløb som kompensation for ekstraomkostninger ved medicinkort-projektet. Hver region har jo sit medicinmodul, der skal rettes til, og nogle tilmed flere. Et fælles system har man ikke, så det er nøjagtig som med patientjournalerne.

Finansministeriet lovede regionerne en kompensation, men fra regionsside hører jeg, at millionerne endnu ikke er kommet til udbetaling. Ministeriet skal altså også klandres for forsinkelsen af medicinkortet. Desuden tog det i sin tid, inden selv samme ministerium slap de nødvendige millioner til færdiggørelse af den centrale del. Ansvaret blev desuden flyttet fra Lægemiddelstyrelsen til en nyoprettet organisation med ansvar for at få styr på sundhedssektorens IT-satsninger, der jo stritter i alle retninger.

Ny ansvarlig for medicinkortet

Nu nedlægges organisationen, der havde navnet SDSD (Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark). Regeringen og regio- nerne er blevet enige om, at den opgave klarer regionerne bedst.

Sygehusejerne er ellers berygtede for aldrig at leve op til løfterne om IT til rette tid, ligesom de er kendt for ulyst til koordinering. Men Bertel Haarder oplyser over for mig, at han er tilfreds med, at regionerne har forpligtet sig.

Overenskomstspørgsmålet har »vitterligt forsinket processen med medicinkortet«, lyder svaret.

Var Haarder ikke kendt som en stærk politiker, der kalder en spade for en spade, ville jeg tro, at han var sendt i byen med en gang spin: »Udstil de praktiserende læger som grådige og ligeglade med patienterne, så kommer medierne efter dem, og så skal de nok blive møre.« Og selvfølgelig bed medierne på.

Imens skifter ansvaret for medicinkortet. Nyt tab af viden, tid og måske liv. Eller er hemmeligheden, at Haarder har sat tommelskruer på, så regionerne har valget mellem succes og nedlæggelse?