Kurator satser på at sælge Stein Baggers softwareprodukter fra januar, men selvom der er flere interesserede købere, kan et salg ikke lukke hullet efter milliardsvindlen.
22. december 2008, 13:27 – opdateret 22. december 2008, 13:44
Der er ikke mange aktiver tilbage i IT Factory-konkursboet, men selskabet arbejdede på en række udviklingsprojekter, der formentlig kan give lidt penge i kassen. Kurator Boris Frederiksen satser på at sælge IT Factorys endnu ikke færdigudviklede softwareprodukter i løbet af januar 2009.
Kurator Boris Frederiksen og hans team arbejder på højtryk med at sælge en række udviklingsprojekter, som medarbejderne i IT Factory arbejdede på, før selskabet gik ned med et brag. Mens langt det meste af IT Factorys omsætning var fiktiv og stammede fra svindel med leasingaftaler, havde selskabet en reel udviklingsafdeling, som flere potentielle købere angiveligt er interesserede i.
"Der har været reel softwareudvikling, og vi håber at sælge projekterne i løbet af januar. Der er købere til flere af projekterne, men man skal ikke forvente meget store beløb. Salget kommer ikke til at indbringe et beløb, der tilnærmelsesvis kan udfylde hullet mellem kreditorernes krav og aktiverne i IT Factory," siger Boris Frederiksen.
Han fremhæver, at den tidligere udviklingsafdeling i IT Factory var i gang med projekter på flere forskellige stadier.
"De dele, der er tættest på at være færdigudviklede, er lettest at sælge," siger Boris Frederiksen.
Det er endnu uvist, hvem de potentielle købere er, men Business.dk har tidligere fortalt, at de to omstridte og tidligere dømte svenskere Carl Freer og Mikael Ljungman har udvist interesse for at købe resterne af IT Factory.
































