Dansk producent af spamfiltrer advarer mod en øget risiko for phishing angreb i kølvandet på en finansiel nedtur.
20. februar 2008, 10:06 – opdateret 20. februar 2008, 10:22
De kriminelle internet-phishere bliver konstant dygtigere til at bedrage online.
Og ifølge danske Spamfighter, der blandt har de to Jubii-stiftere Martin Thorborg og Henrik Sørensen i ledelsen, er de it-kriminelle særligt gode til at udnytte den ustabilitet, som følger med en global finansiel krise.
”Spammere er eksperter i at udnytte frygt og pludseligt opståede situationer, de spiller på det, der dominerer mediebilledet, så brugerne de er ude efter en følelse af genkendelse. Den psykologi er både effektiv og farlig”, udtaler Henrik Sørensen, medstifter af Spamfighter - og tilføjer at den nuværende finanskrise bestemt ikke er nogen undtagelse.
Phishing handler om at frarøve internetbrugeres identitet via falske e-mails, der linker til en tro kopi af et respekteret website. Personlige oplysninger og pengeoverførsler til falske konti er bagmændenes ønskede fangst.
Især amerikanske banker har den seneste tid været udsat for for phishing, men også en betalingstjeneste som PayPal, der bliver stadig mere brugt af danskerne, har været udsat for phishing-angreb.
Fremgangsmåden er typisk, at internetbrugeren via en troværdig og tillidsskabende e-mail lokkes til at klikke på et link, der fører til et falsk website - som til forveksling ligner eksempelvis vedkommendes egen netbank. Når man så indtaster sine oplysninger på den falske side, får spammerne adgang til den rigtige konto i den rigtige bank. Og så er det alvor, advarer HenrikSørensen.
Ifølge Spamfighter bør man som hovedregel bør aldrig logge på en bankkonto via en e-mail, bestemt heller ikke hvis man opfordres til gøre det via et link. Er man I tvivl om ægthed og afsender, bør man altid kontakte sin bank telefonisk for at få bekræftet rigtigheden af den modtagne mail.
- mja


























































