Tæppe. Tre af landets største supermarkeds- og elektronikkæder har indgået samarbejde med det største kabel-TV-selskab om ved kassen at sælge adgangskoder til filmleje på nettet.
7. juli 2011, 05:00
Tre liter mælk, en pakke hakket oksekød, en tube tandpasta og koden til en lejefilm.
De landsdækkende supermarkedskæder Føtex og Bilka har god succes med ikke at sælge kunderne en DVD-skive i en plastikæske men i stedet en adgangskode, som de selv kan bruge, når de kommer hjem, til at leje en film i 24 timer fra enten fjernsyns- eller computerskærmen.
Siden begyndelsen af maj har Føtex og Bilka lejet film ud sammen med det TDC-ejede YouSee, Danmarks største kabel-TV-selskab, som samtidig driver udlejningstjenesten YouSee Cinema, der ikke kun er for YouSee-kunder. I sidste uge kom også Elgiganten til som filmudlejer.
Når man køber en æske, får man udstedt en adgangskode ved kassen, og den kan man så anvende fra TV- eller PC-skærmen og have adgang til den valgte film i 24 timer.
Top 25-film
»Det er top 25-filmene og premierefilmene, som folk typisk lejer men vi sælger dem bestemt stadig på DVD-skiver som fysiske film, selv om dette selvfølgelig vil falde. Vi forventer, at lejemarkedet vil vokse kraftigt, og at dette er fremtidens måde at leje videofilm på. Det er en sikker måde. I disse tider med hackersager som eksempelvis Playstation 3, har man ikke sine kreditoplysninger liggende hos nogen, hvis der findes andre muligheder,« siger Jørgen Boye, indkøbschef i Dansk Supermarked, som ejer Føtex og Bilka.
I forvejen sælges der kroophold, billetter til forlystelsesparker og biografbilletter ved kasserne.
»Nu udvider vi sortimentet inden for oplevelser og gavekort med fremtidens produkt. Når man køber en god bøf og en god rødvin, kan man lige tage en film med,« siger Jørgen Boye, der ikke vil opgive konkrete tal for salget, men bekræfter, at der er god gang i det.
Forfilm i kassekøen
Bilka og Føtex sælger tre lejefilm for 99 kroner, mens Elgiganten har valgt at sælge en pakke med fem film for 149 kroner.
»Der har altid været et stort salg af fysiske DVDer i dagligvarehandelen, på tankstationer m.m. Nu sker der et skifte til i stedet at leje dem over nettet. Dette er en måde at bygge bro på. Og, nej, det er ikke en gimmick. Vi har en klar forventning om, at der er substans i markedet, for det er klart enklest at bruge fjernbetjeningen hjemme. Omvendt finder man ofte inspirationen til at se en film, netop når man er på indkøb eller køber benzin,« siger pressechef i YouSee, Ib Konrad Jensen.
Han kan godt forestille sig, at der kører forfilm på en skærm, mens man venter i kassekøen, efterhånden som de fysiske DVD-skiver forsvinder.
»YouSee har et budget om at nå at leje to millioner film ud i år. Vi er ret overbeviste om, at en del skal sælges via dette tiltag,« siger han.
YouSee Cinema har 1.400 titler på »hylden«.
Det kræver en internetforbindelse med en hastighed på mindst to megabit i sekundet at være med; ellers bliver man forstyrret undervejs, fordi filmen hakker i det. Alternativt skal man have en YouSee-boks. Der findes en lang række andre, som lejer film ud via internet- eller TV-forbindelsen, heriblandt kabel-TV-selskabet Stofa, SF-Film, Lovefilm og elselskabernes fælles salgsselskab Waoo.


























































