En børsnotering af Facebook vil gøre stifter og topchef Mark Zuckerberg til en af verdens mest velhavende IT-mænd.
1. februar 2012, 13:45
Facebooks unge stifter vil rykke op i top tre over IT-milliardærer, når Facebook rykker på børsen.
28-årige Mark Zuckerberg ejer 24 procent af aktierne i det sociale netværk, og hans andel af selskabet kan derfor blive 136 milliarder kroner værd, hvis børsnoteringen, som analytikerne venter, lander omkring 567 milliarder kroner.
Dermed bliver han en del af en meget lille klub af ekstremt, velhavende IT-mænd. Det mest svimlende er imidlertid hans dagsløn.
Facebook blev født i februar 2004 og har dermed eksisteret i 2921 dage. Mark Zuckerberg har altså tjent 46,6 millioner kroner hver dag i det sociale netværks levetid. Det skriver Børsen.
Børsnoteringen af Facebook vil blive verdenshistoriens største IT-børsnotering, og markedet er næsten sikker på, at den er på vej.
Taler rygterne sandt, vil Facebook aflevere papirerne til den amerikanske børsmyndighed, Securities and Exchange Commission (SEC), en af de nærmeste dage, og selve børsintroduktionen vil finde sted i slutningen af maj.
De næste måneder vil SEC bruge på at undersøge, om Facebook lever op til de amerikanske børskrav.
Børsintroduktionen skyldes, at spredningen af aktier er blevet for stor. Kort efter nytår afslørede selskabet, at aktionærkredsen oversteg 500, og at virksomheden vil offentliggøre sit regnskab, hvilket den ellers først er forpligtet til senest 30. april.
Alene det er blevet tolket som, at der er nyheder på vej fra Californien, hvor Facebook har sit hovedkvarter. Ifølge rygtebørsen er der allerede udarbejdet et prospekt.



























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten