Det frie og åbne sociale netværk, Diaspora, der meget vel kan blive en væsentlig konkurrent til Facebook, forventes klar til oktober, meddeler udviklerne nu.
31. august 2010, 12:50
Endnu er det ganske ukendt, men om lidt over en måneds tid kan Facebook-konkurrenten Diaspora meget vel begynde at bide de store sociale netværk i haserne.
I hvert fald har Diaspora-projektet fra begyndelsen været ventet med spænding - og den internationale IT-presse står på tæer for at se, hvad der foregår hos de fire unge udviklere, der har sat sig for at vriste den sociale krone af Facebook-stifter Mark Zuckerbergs hoved.
Læs også: Købte han Facebook for 17.000 kr.?
Nu meddeler udviklerne så via deres egen blog, at computerkoden til Diaspora-nettet vil blive frigivet den 15. september, og derefter vil netværket åbne for offentligheden til oktober.
Årsagen til at Diaspora fra begyndelsen har fået så meget opmærksomhed er, at det sociale netværk bryder med den måde, både Facebook og MySpace var konstrueret på. Særligt Facebook har fået masser af kritik for at krænke brugernes privatliv ved at offentliggøre alt for mange oplysninger om dem - eller blot ved hele tiden at justere på indstilingerne, så det bliver alt for svært at gennemskue, hvad der er offentligt og hvad der ikke er.
Facebooks brugeres private oplysninger er reelt virksomhedens eneste produkt, og i jagten på penge i kassen har mange mistænkt selskabet for at være alt for grådige - og alt for respektløse over for deres brugeres privatliv.
Læs også: Facebook vil vise hvor du er
Nu tyder en del på, at en stor del af Facebooks brugere er klar til at stille Facebook stolen for døren. I hvert fald væltede det ind med donationer, da de fire Diaspora-udviklere begyndte at fortælle deres omverden om projektet - og det lykkedes dem uden større anstrengelser at indsamle 200.000 dollars fra 6500 mennesker. Og siden er interessen eksploderet.
Diaspora adskiller sig fra Facebook ved at brugerne selv ejer de oplysninger, der lægges ud på deres profiler. Brugerne kan sågar vælge selv at drive deres eget hjørne af det sociale net - og der findes ingen overordnet instans, som går til yderligheder for at tjene penge på brugerne. Til gengæld er der lagt op til at Diaspora kan arbejde på tværs af eksisterende sociale net og tjenester som Facebook, Flickr og mange andre.
Læs også: Facebooks værdi hamrer i vejret
Samtidig er koden bag Diaspora Open Source, så alle og enhver kan udvikle videre på det sociale net.
Spørgsmålet er, om det privatlivsbeskyttelse og bedre kontrol med egne oplysninger i længden vil være nok til at få folk til at droppe Facebook - men Diaspora lægger sig tæt op ad den anarkistiske og decentrale struktur, som internettet i sig selv har, og historien har vist, at netbrugerne er særdeles nomadiske og gladeligt droppede MySpace til fordel for Facebook, da det begyndte at blive populært.



































