Danskerne bruger mere Facebook end sms med mobilen.
3. november 2011, 13:17
Underholdningsbaserede services er blevet ekstremt populære blandt de danskere, som har en smartphone. Det viser Telias nye undersøgelse, som er foretaget gennem mobilapplikationen ”Telia Trends”. Næsten halvdelen (47 pct.) af respondenterne svarer, at de oftest bruger mobilen til underholdning som eksempelvis at se film, høre musik eller at være på Facebook frem for traditionelle funktioner som at ringe eller skrive sms.
Læs også: Apps allevegne
Mobilen er blevet vores personlige ”entertainer”, og de traditionelle funktioner som at ringe og sms’e er ikke længere dét, danskerne bruger deres mobiler allermest til. Udover underholdning, som er danskernes absolut foretrukne service på mobilen, så bruger 29 pct. oftest funktionelle services som fx kalender og e-mail, mens kun 22 pct. siger, at de oftest bruger telefonen til at ringe eller sende sms’er.
- Det er fantastisk, hvor hurtige danskerne er til at udnytte nye muligheder og tjenester. Jeg er overbevist om, at vi kun har set begyndelsen af, hvad man kommer til at bruge mobilen til i fremtiden. Denne udvikling er utrolig spændende at følge, fordi det går så stærkt, og fordi der hele tiden kommer nye anvendelsesmuligheder.
- Der sker rigtig meget i forhold til betaling via mobilen, og områder som Augmented Reality vil blive virkelig interessant at følge, siger Christoph Nørgaard, Vice President Consumer, Telia Mobility Services.
Undersøgelsen afslørede også forskelle kønnene imellem i forhold til, hvad vi oftest bruger mobilen til. Begge køn bruger hovedsageligt mobilen til underholdning, men her stopper ligheden også. Næst efter underholdning bruger mændene hovedsageligt praktiske funktioner som fx kalender og e-mail på deres mobil (33,4 pct.).
Læs også: Kvinder er de nye nørder
Her angiver blot 20,5 pct. af kvinderne, at de oftest bruger kalender og e-mail. Derimod foretrækker kvinderne de traditionelle funktioner som at ringe eller skrive sms (28,7 pct.), når mobilen ikke bliver brugt til underholdning. Til sammenligning er dette tal kun 17,9 pct. for mændene.
Undersøgelsen viser også, at hele 69 pct. enten allerede bruger eller vil begynde at bruge forskellige lokationsbaserede services på deres mobil til at ”checke ind”. Det er services, som primært bruges på Facebook Places og Foursquare.
- Check-ins er blevet en stor del af manges hverdag, og vi kan se, hvordan brugerne har lyst til at dele oplevelser og fortælle deres venner og familie, hvad de laver lige nu. Mobilen er blevet en vigtig indgang til vores sociale netværk, og danskerne har i den grad taget det hele til sig, siger Christoph Nørgaard.


























































