Antallet af borgere, der bruger den digitale signatur til selvbetjening hos bl.a. Skat og ATP, er langt lavere end forventet. Kun fire procent at befolkningen bruger den jævnligt.
11. oktober 2007, 22:53 – opdateret 11. oktober 2007, 22:55
Den digitale signatur skulle have været den motor, der virkelig kom gang i den elektroniske selvbetjening i samfundet. Men det er bare ikke sket, skriver Ingeniøren.
Digitale Signatur blev indført for fem år siden for at gøre det nemt og sikkert som borger at logge sig ind på offentlige servere for at selvbetjene sig. Ingeniøren har regnet ud, at der i dag er i omegnen af 250.000 aktive brugere af den digitale signatur.
"Antallet af brugere til Digital Signatur ligger langt, langt under, hvad man forventede, da signaturen blev lanceret. Reelt er vi nede på fire procent af befolkningen, der bruger den jævnligt," siger Jan Pries-Heje, IT-professor fra RUC.
Ifølge professoren er en af problemerne, at ikke nok kommuner er kommet med på den elektroniske selvbetjeningsbølge. Og det påvirker forlks vaner.
"Det er lige som med en telefon. Den er jo heller ikke så sjov, hvis ikke der er nogen at ringe til," siger Jan Pries-Heje.
Videnskabsminisiter Helge Sander (V) mener dog, at man skal se tiden lidt an. Han tror på, at brugerantallet stadig vil stige, skriver Ingeniøren.

































