Mobiltelefoner bliver markant dyrere, hvis EU får sin vilje.
17. december 2008, 10:10 – opdateret 17. december 2008, 10:46
Prisen på mobiltelefoner med TV-modtager kan komme til at stige med hele 14 procent, hvis et nyt forslag fra EU bliver vedtaget.
EU-Kommisionen har sendt et officielt forslag ud til medlemslandene om at reklassificere enkelte mobiltelefoner som "multifunktionelle enheder", hvilket vil medføre, at mobiler med TV-modtager vil stige 14 pct. i pris, og mobiler med navigation vil stige 3,7 pct., skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mobilproducenterne Nokia og Sony Ericsson er stærkt kritiske over for forslaget, som vil lægge et større pres på mobilmarkedet, som i forvejen er plaget af den økonomiske afmatning.
"De nye afgifter villle uundgåeligt føre til højere priser for forbrugerne i en tid, hvor vi alle kæmper med at holde priserne så lave som muligt," siger en talsmand for Sony Ericsson til Reuters.
Sony Ericsson forudser, at de markant højere priser vil gøre den nyeste mobilteknologi uopnåelig for den almindelige forbruger, fordi det er de mest sofistikerede telefoner, som vil blive pålagt afgiften.
Frygter fyringer
En talskvinde for EUs skattekommisær, Laszlo Kovacs, siger, at diskussionen om de højere afgifter først lige er begyndt, og at en afgørelse tidligt kan ventes om seks måneder.
Den europæiske brancheorganisation for IT og telekom, EICTA, frygter, at de nye toldregler vil få mobilproducenterne til at flytte produktionen uden for EU, da de nye toldregler vil fjerne muligheden for at transportere telefonerne toldfrit inden for EUs grænser. Det vil betyde, at ansatte i telebranchen vil være i fare for at miste deres job.
EU-Kommissionens plan skal diskuteres i februar i et udvalg for toldregler.






























































