Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

EU vender ryggen til piratblokering

Telekommunikationsindustrien vejrer morgenluft, efter at EU-Parlamentet i sidste uge vendte ryggen til et forslag om at smide pirater ud af nettet. Branchen må forny sig, lyder holdningen.

Det var et svidende nederlag til musik- og filmindustrien, da næsten samtlige medlemmer af EU-parlamentet i sidste uge vendte ryggen til den konsekvente håndtering af piratkopering, som blandt andre den franske præsident Nicholas Sarkozy forsøger at få indført i Frankrig.

Med stemmerne 541 mod sølle 36 valgte parlamentet at bakke op om en tilføjelse til en resolution, der tog afstand fra netop den franske metode, som i al sin enkelthed handler om at påbyde internetudbyderne at smide kunder ud, hvis de gentagne gange tages i at hente ulovligt materiale fra nettet.

Parlamentets afvisning af metoden får dog ikke direkte konsekvenser for hverken Frankrig, England eller Danmark, der alle har taget drastiske skridt mod piraterne. Alligevel vejrer brancheforeningen Telekommunikationsindustrien nu morgenluft.

Op til branchen selv
»Det er ikke en model, vi kan bruge efter danske forhold, hvor vi jo netop går op i, at borgerne skal kunne kommunikere med det offentlige via nettet. Derfor nytter det ikke at smide folk ud, bare fordi de overtræder færdselsloven på andre områder.

Telekommunikationsindustrien går bestemt ikke ind for piratkopiering, men vi mener, at det må være op til musik- og filmbranchen selv at finde nogle forretningsmodeller, der gør pirateri overflødigt. Det er i hvert fald en forkert vej at gå, hvis man gør internetudbyderne til politimænd,« siger formand for Telekommunikationsindustrien, Ib M. Tolstrup.

Han fremhæver TDCs nye tjeneste, PLAY som et eksempel til efterfølgelse for hele branchen, fordi TDC med PLAY har gjort musikken til en del af kundernes internetabonnement. Dermed er musik gratis, så længe man er kunde hos TDC, hvilket reelt betyder, at der er ikke er mange pointer i at hente musikken ulovligt via tjenester som The Pirate Bay eller Kazaa.

Ib M. Tolstrups reaktion kommer efter en udvikling, hvor Danmark ellers internationalt har været helt på forkant med bekæmpelsen af ulovlige downloads fra nettet.

IFPI vandt sager
Det begyndte i 2006, hvor pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, kunne trække sig sejrrigt ud af en sag, der endte med, at fogedretten påbød Tele2 at lukke for kundernes adgang til den ulovlige russiske musiktjeneste, AllofMP3.com. De andre danske teleudbydere valgte kort efter at følge trop og lukke for adgangen til siden.

AllofMP3 dukkede dog op under nyt navn, men også denne gang vandt IFPI, og fogedretten påbød igen Tele2 at lukke.

Sagen kulminerede imidlertid da IFPI vendte skytset mod den svenske side, The Pirate Bay, hvor brugerne kan downloade både lovligt og ulovligt materiale. Denne gang valgte Tele2, der nu ejes af Telenor, at føre sagen videre, ligesom The Pirate Bay nu overvejer at lægge sag an mod IFPI selv, hvis Tele2 vinder sagen.

Ikke gennemtænkt
Hele vejen igennem har både Telekommunikationsindustrien og teleudbyderne selv strittet voldsomt mod ideen om, at de skal deltage i at censurere dele af nettet for deres kunder.

»Det er jo et spørgsmål om at finde en balance. Vi må erkende, at vi er i et udviklingstrin, vi ikke har erfaring med, fordi alle jo pludselig kan lægge alt ud på nettet. Derfor har vi brug for klare regler på området og internationale aftaler. For det, vi bliver presset til nu, er ikke tilstrækkelig gennemtænkt. Det rigtige må være at gå efter lovovertræderen, snarere end at komme med påbud til internetudbyderne.« siger Ib M. Tolstrup.

For billigt
Den mening deles af medlem af parlamentet for Venstre, Karin Riis-Jørgensen, der hørte til de 541, som stemte for.

»Den slags forslag har en hård gang på jorden. Efter min mening er det en gammeldags måde at løse fortidens problemer på. Parlamentets afstemning var også et signal til kommissionen om, at vi skal andre veje end den tekniske, hvor man bare lukker ned for folk.« siger Karin Riis-Jørgensen.

Herhjemme mener advokat for IFPI, Jakob Plesner, at det er for letkøbt at bruge parlamentets opbakning til at skubbe ansvaret tilbage til rettighedshaverne selv.

»Vores mening er stadig, at den ideelle løsning er, hvis internetudbyderne selv vil deltage i et samarbejde om at finde nogle tekniske løsninger, der på en tilfredsstillende måde filtrerer ulovlige ting fra. Udbyderne har jo forskellige muligheder for at stoppe den ulovlige trafik, og vi mener ikke, det er for meget forlangt, at de deltager,« siger Jakob Plesner.

»Derfor er det lidt billigt bare at sige, at branchen selv må finde forretningsmodeller, der får folk til at holde op med at piratkopiere. Det er jo svært at konkurrere mod ulovligheder,« siger Jakob Plesner, der ikke anser parlamentets afvisning som et nederlag, men derimod et krav om, at forbrugerne sikres nogle almene rettigheder.

 




Markedet lige nu