Slagsmålet med Apple bringer nu nye spillere i ringen, for muligvis er Samsung løbet fra sit ord.
1. februar 2012, 09:49 – opdateret 1. februar 2012, 09:54
EU har kastet sig ud i at undersøge, om den sydkoreanske elektronikgigant Samsung har overtrådt konkurrencelovgivningen ved at sagsøge sine rivaler for at krænke teknologipatenter, som Samsung selv har lovet fair og lige adgang til.
Samsung er verdens største producent af avancerede mobiltelefoner og slås i øjeblikket i ti lande med Apple, hvor det fyger med gensidige beskyldninger om kopiering af design og funktioner i Apples iPad og Samsungs Galaxy Tab.
I 2011 forsøgte Samsung at få nedlagt fogedforbud i flere EU-lande mod sine konkurrenter for at krænke patenter, som Samsung selv i 1998 indvilligere i at sælge licens til det Europæiske Telekommunikationsstandardinstitut, fordi de betragtes som vigtige for de europæiske mobilstandarder.
EU-Kommissionen vil særligt undersøge, om Samsung med fogedsagerne sidste år brød 1998-aftalen om fair og lige vilkår og dermed misbrugte sin dominerende stilling på markedet.
Samsung har ikke ønsket at kommentere EU-undersøgelsen.


























































